Femten punkter til analyse af billedbogen

En fanfar för bilderbokenAf Maria Laukka
Illustration: Øyvind Torseter
Oversat fra svensk af Vibeke Bruun Arildsen

I november 2011 holdt den finske billedbogsforsker Maria Laukka et foredrag på seminaret ”Krise i det nordiske billedbogslandskab?”, som var arrangeret af Nordiska Akvarellmuseet i samarbejde med Konstfack i Stockholm. For lidt over hundred studerende og professionelle billedbogsskabere navngav Maria Laukka de femten punkter, som hun anså, at hver billedbogsanalyse bør forholde sig til. Hendes koncise og strukturerede gennemgang vakte stort gensvar. De efterfølgende diskussioner blev starten på det projekt, der førte frem til bogen En fanfar för bilderboken! Her gengives foredragets femten punkter i kort format.

1. Anskuelighed, gestaltning

Hos barnet udvikles det visuelle sprog hånd i hånd med det verbale, men det virker, som om billedet, dansen og musikken kommer først, inden ordene tager magten. Imens sproget udvikles, har barnet lyst til at synge, danse og lege med remser. Barnet er æstetisk orienteret og er en følsom medspiller, når det gælder billeder og musik.

Det virker, som om barnet er født med symbolfunktionen. Det kan vise livlig interesse for at imitere og genkende bogens figurer, selv når de er stærkt forenklede og stiliserede helt til det abstrakte. Bare en svag antydning eller en ufuldstændig figur vækker interesse. En lignende interesse vækker realistiske billeder med mange detaljer som regel også. Barnet godtager også umiddelbart elementer, som er fremmede og ukendte i dets hverdag, som f.eks. den store bjørn, den listige ræv eller til og med fantasifigurer; som om barnet havde mødt dem i sit tidligere liv.

2. Reception

På det udviklingstrin, hvor barnet lærer at tale, har den voksne en mulighed for at få information om barnets oplevelser. Når man læser med barnet eller lader det ”læse”, får den voksne noget værdifuldt at vide om den tidlige æstetiske iagttagelse.

Ordenes magt bliver nemt en overmagt, der tramper hen over barnets personlige erfaring. De voksne bestemmer, og barnet skal underordne sig. Et barn imiterer ivrigt den voksne, men får mange gange ikke spillet en tilstrækkelig aktiv rolle i dialogen mellem dem.

Et barn identificerer sig stærkt med nogle få billeder. Et lille billede af en grædende fugl får den etårige til højlydt at imitere den ulykkelige. Den grædende baby på bogens billeder får barnet til at vise empatisk medfølelse, imens bogens grinende baby vækker strålende glæde. Barnet indlever sig så stærkt, at den voksne kan blive forskrækket. Det animerede forhold til billedet er åbenbart og fortsætter i nogen grad helt til voksenalderen. ”Det her er ikke en kat, det er et billede,” siger den fireårige med en vis usikkerhed i stemmen.

Det er ikke ualmindeligt, at barnet overmaler billedet af troldens ansigt med farve.

Opdragelse og undervisning burde være fintfølende mod barnets karakteristiske udvikling. Selv en billedbog kan behandle barnet myndigt eller manipulerende.

3. Logik

Et slags kendetegn for billedbogen er, at den nogle gange skaber sit indre univers ud fra få elementer, nogle gange med en masse detaljer og begivenheder. En bog med enkle elementer kan af en voksen opfattes som fattig, men for et barn kan den være et trygt sted, hvor man gerne kommer igen, eller en ven, man gerne er sammen med. Der findes ikke nogen opskrift for, hvordan man skaber en god logik i billedbogen. Den kan indeholde overnaturlige eller absurde elementer, som i bogens virkelighed er helt naturlige. Men hvis den indre logik i billedbogen brister, føler barnet sig urolig og usikker.

Barnets logik afviger fra den voksnes logik. Barnets overraskende konklusioner tolkes ofte som misforståelser af den voksne, der ikke kan ændre sin egen tænkning. Man kender ikke en billedbog for børn, før man har hørt eller set barnets reaktioner.

4. Tradition

Billedbogens lange tradition er måske det sværeste og det mest uomgængelige, når man skal analysere en billedbog. Traditionen er selvfølgelig en anledning til at lave nye bøger: de er altid blevet brugt til at indvie barnet i kulturen. Bedsteforældre, lærere og opdragere er dog for det meste konservative. For dem er billedbogen sjældent en legeplads for nye tanker eller moderne kunst, men en formidler, der fører traditionen videre. Fornyelsen går forsigtigt og langsomt. Den emotionelle forbindelse med barndommens bøger hos de voksne opretholder konservatismen.

De unge illustratorer prøver ofte at sætte spørgsmålstegn ved traditionen, men kan møde fordomme og konforme krav fra både forlæggere og publikum. Billedbøgernes udseende og udtryk er en del af sin tid, illustratoren er inspireret af billedkunsten og den visuelle kulturs udvikling, men parallelt findes altid billedbogens tradition. Den kan både være en bremse og en inspiration. Billedbøgerne fra ens egen barndom citeres, ofte parodisk eller ironisk. Retro-boomet i dagens billedbøger viser et sentimentalt forhold til barndomsminderne hos en generation af tegnere.

5. Stil

Nogle gange styrer teksten direkte valget af stilen i billedbogen. I hvilken tid eller sted udspiller bogen sig? Ofte står illustratoren alligevel foran et valg med uendelige muligheder. Tekstens temperament kan påvirke stilen: Skal den være ekspressionistisk, overdreven med stærke følelser, eller impressionistisk, mild og pastelfarvet? Eller symbolsk forenklet og antydende? Eller realistisk med naivistiske træk? I både analyse og tilblivelsesprocessen er det vigtige at blive bevidst om alternativerne – hvilke andre muligheder ville den givne tekst tillade?

Af alle stilarter er realismen den sværeste. Den står sig sjældent over tid. Hvis man laver en realistisk pegebog for småbørn, er den efter nogle år gammeldags. Den stiliserede bog kan overbevise med sin egen virkelighed, hvor det væsentlige udvælges fra helheden. Nogle illustratorer brillerer med deres kunsthistoriske viden, de vandrer frit i stilhistorien og lader måske Tornerose bo i et slot i gotisk stil. Men at illustrere et gammelt eventyr i nutidig stil og miljø er en anden klassisk løsning. En voksen kan ikke se en illustration uden at lave associationer og koblinger til andre billeder. Ofte er den stærkeste oplevelse den første. Man bliver til og med partisk. Den version, man så som barn, er absolut den bedste!

6. Farver og valør

Farven er det mest emotionelle element i et menneskes liv. En kunstner anvender ofte farven spontant uden at tænke på dens kulturelle eller symbolske tilknytning, men koloritten i en billedbog er en stærk aktør, som dominerer stemningen og bogstavligt talt farver det emotionelle klima.

Valør er at justere stemningen lysere eller mørkere. En dygtig illustrator kan regulere bogens rytme med små ændringer i opslagenes valør. At arbejde i sort-hvid har sin egen værdi, der lader linjen vise sin elegance, måske holder den følelserne i ro og giver et behageligt, intimt indtryk i sin dialog med læseren.

7. Bogens format, dens materielle egenskaber

Så længe vi har papirbøger, kan vi nyde bogen som en genstand, som er behagelig let eller besværlig at håndtere. Sjældent, hvis nogensinde, retter en billedbogsanalyse opmærksomheden mod bogens fysiske egenskaber, men læseoplevelsen er forbundet med det materielle. Bogen lugter, den er stor eller lille, smal eller bred, den er velkendt at røre ved for bogens ejere, der slæber rundt på den, smager og sover med den.

Bogens form har for længst stabiliseret sig til et samlet bundt af blade, som kan bladres. Grundformen kan også forvandles til et tredimensionalt legetøj med låger, huller og åbninger, hemmeligheder og overraskelser.

8. Tid

Tiden kan være en dag, fra morgen, hvor handlingen begynder, til aftenen, hvor man går i seng. Men tiden kan også ekspandere i løbet af en dag eller et døgn. Man kan lave en fantasirejse, som i virkeligheden ville tage uger og måneder. I billedbøgerne laver børn fantasirejser i deres lege om dagen og i deres drømme om natten. Traditionelt finder de sig selv i deres egen seng i børneværelset ved bogens slutning. Man plejer at lade det være åbent, om rejserne har været virkelig eller fantaserede eller drømte. Det må læseren tænke over.

En billedbog ligner et skuespil, hvor man kan forrykke tiden ved at udforme personer og indretning, så de svarer til den gældende epokes tid. Forandringerne i miljøet kan f.eks. skildres konkret, ved at man laver en fantasirejse over hundred år. En moderne billedbog, som reflekterer livet i dag, bliver efter noget tid til en bog fra i går, det forgangne. Så kan den have en funktion som fænomen af sin tid. Vil vi forstå, ser vi bagud og fremad, for at prøve at forstå, hvordan billedbogen orienterer sig i tiden. En billedbog bliver yderst sjældent tidløs, en evergreen.

9. Rum

bevæge sig i billedbogens rum har at gøre med den billedrytme, som opstår, når vi vender bogens blade. Rummet kan være alt fra det mikroskopiske til det uendelige. Det kan få læseren til at føle sig svimmel eller klaustrofobisk, men også fri eller tryg.

I billedbogsanalysen må vi notere bogens billedrytme og lægge mærke til illustratorens løsninger indenfor rummets grænser og det valgte perspektiv: Hvordan ændres det og hvorfor, hvilken rytme opstår der? Nogle gange kan rummet i billedbogen være bevidst asketisk, måske bare antydningen af en væg, gulv eller dør. Rummet fungerer som en rolig baggrund til hændelserne, som man så koncentrerer sig om. Eller rummet kan være kalejdoskopisk rigt varieret. I en billedbog kan man skifte scene lige så tit, som man vender et blad, bare man holder stilen. Rummet i bogen skal passe sammen med den mentale stemning i teksten: absurd nonsens, glad, sorgløs, beklemt, vemodig, romantisk, kold, falsk, smuk …

10. Typografi, layout

Selve tekstens placering er en del af rumopfattelsen i bogen. Teksten er en komponent i bogens layout og et vigtigt element i kompositionen. Den udvalgte typografi skal passe sammen med billedbogens stil. Man skal lege med typografien, men dens klarhed må bevares.

11. Det ægte, det lånte

Når vi analyserer en billebog, må vi kunne se, om den er original, nyskabende, eller om den følger traditionen. Hvor kommer indtrykkene fra, hvad har man lånt? En god billedskaber viser åbent sin gæld til forgængerne. Et billedcitat kan i bedste fald være udsøgt og berettiget. Men af hvilke komponenter er billederne sammensatte? Er de håndlavede eller lånte, kopierede, udklippede, påklistrede? Hvordan fungerer de i bogen? Den store mængde billedbøger, der masseproduceres for et internationalt kommercielt marked, har også sine referencer, men desværre analyseres de sjældent.

12. Gestalter, personer, barnet

Hvordan formgiver man et barn? Det er et af børnebilledbogens kernespørgsmål. Er bogens barn en repræsentant for alle børn, et unikt individ, et forbillede for læserne eller en sjov eller grotesk figur? Ofte bliver løsningen som en Steiner-dukke: billedskaberen vil lade barnet fremstå ret ubestemmeligt, for at give det læsende barn mulighed for at identificere sig. Men ofte er de mest personlige og unikke individer i historiens billedbøger blevet de mest elskede. Hvordan udtrykkes relationen mellem barn og voksen i bogen? Størrelsesforholdet mellem dem? Relationen kan analyseres, selvom de voksne glimrer ved deres fravær, eller hvis billederne bare viser den nedre del af dem. Eller hvis de har gennemgået en metamorfose.

13. Tekst/billede

Er billederne dominerende eller underordnede i forhold til teksten? Er der en kontakt, en samtale mellem tekst og billede? Måske en udfordrende konflikt eller et dramatisk skænderi? Umage par? Eller er tekst og billede fintfølende overfor hinanden?

I bedste fald lever tekst og billede i en symbiose. I værste fald er de helt fremmede overfor hinanden, men tvunget til at leve i samme indbinding.

14. Den tomme plads

Bogen kan have en egenskab, som de ovennævnte punkter ikke indbefatter. Noget fremmed? Noget yderst personligt? Eller noget helt almindeligt, som tiltaler?

15. Det sidste spørgsmål

 

Man udgiver en mængde billedbøger i Norden. Der er en overflod, som burde analyseres kritisk. Man kan begynde med at spørge til hver enkelt bog: “HVORFOR ER DEN HER BOG BLEVET TRYKT?”

Dette indlæg blev udgivet i Medlemsbladet Klods Hans. Bogmærk permalinket.