Formandsvalg 2018

Lis Andersen:

Ved generalforsamlingen den 15. marts takker jeg af som formand for Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark, og forlader bestyrelsen. Det er i utide og skyldes et nyt arbejde. Jeg gør det imidlertid med stor sindsro, da Bjarne W. Andresen stiller op til posten. Han har været en stor støtte og en del af ledelsen gennem det forgangne år. Et spændende år, i en turbulent tid, hvor Selskabet vokser og udfordringerne ditto. Tak til bestyrelsen og samarbejdspartnere for det forgangne år og god vind fremover!

Jeg vil fortsat være tilknyttet redaktionen af bladet Klods Hans.


Bjarne W. Andresen:

Som Lis skrev, stiller jeg op til formand. Jeg har siddet i bestyrelsen siden 2015. Det seneste år har jeg været næstformand. I Selskabet har jeg især lagt en indsats omkring hjemmeside, Facebook, Klods Hans og cafemøder i Aarhus, hvor jeg bor. Desuden har det være vigtigt for mig, at bestyrelsen og de øvrige aktive arbejder godt. Vi er en gruppe meget forskellige mennesker med forskellige vinkler, og det er en stor styrke, når det spiller godt sammen.

Min uddannelsesmæssige baggrund er dels lærer, dels pædagog, dels master i børnelitteratur. Jeg arbejder som støttepædagog på en folkeskole tre dage om ugen og kan dyrke min interesse for børnelitteraturen den resterende tid. Jeg har netop haft 15 års jubilæum som boganmelder på hjemmesiden Pædagogen, som tidligere hed JAGOO. Siden 2009 har jeg også været litteraturredaktør på Pædagogen.

Dette indlæg blev udgivet i Arrangementer. Bogmærk permalinket.