Fyraftensmøde om de brune og de hvide i børne- og ungdomslitteraturen

Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark ser på hvordan etnicitet fremstår og behandles i moderne børne- og ungdomsbøger den 11. april kl. 17-19 på Hovedbiblioteket i København.

(Klik på billedet til venstre for at få invitationen i pdf.)

  • Hvordan repræsenteres etnicitet i børnelitteraturen? Læser vi kun om problemer?
  • Kan/må/skal forfattere skrive om andre etniciteter end deres egen?
  • Cultural appropriation: må man ”stjæle” hinandens kulturelle arvegods?

Tid: 11. april kl. 17-19 2018
Sted: Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade 15. Gratis adgang. Tilmelding ikke nødvendig.

I panelet sidder:

  • Özlem Cekic, en af de første kvindelige minoritetspolitikere repræsenteret i Folketinget samt forfatter til børnebogs-serien om kurdiske Ayse, der selv vælger at gå med tørklæde, og senest til en omdiskuteret novelle i Læseraketten om omskæring af drenge.
  • Dorte Lilmose, pæredansk børnebogsforfatter, der i 2014 udgav og vandt Skriverprisen for Dræb eller dø om afrikanske børnesoldater, og herudover har skrevet diverse børnebøger om børn i eller fra andre lande og kulturer end den etnisk danske.
  • Nadia Mansour, Ph.D-studerende om hvordan minoritetskulturer og minoritetserfaringer er repræsenteret i ungdomsbøger. I sin afhandling definerer hun begrebet multikulturel litteratur og diskuterer fænomenerne ”synlige minoriteter” (udseende/farve), danskhed/andethed og den kulturelle blindhed i skolens rum.
  • Mira C. Skadegård, antropolog, filosof og postdoc på Aalborg Universitet, hvor hun
    netop har indleveret en Ph.D om strukturel hverdags-diskrimination i en dansk kontekst med fokus på diskrimination af mennesker på baggrund af køn, religion, sociale tilhørsforhold m.v., særligt i relation til spørgsmål om magt, ulighed, inklusion/eksklusion.

Mødeleder: Ahmad Mahmoud, forfatter og debattør med dansk-palæstinensiske rødder. Skildrer i Sort land sin opvækst i indvandrerghettoens patriarkat.

Vel mødt! Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark

Dette indlæg blev udgivet i Arrangementer. Bogmærk permalinket.