Nordiske tekster i datid og nutid: Niels, Elisa og Muledrengen

Nordiske tekster i datid og nutid: Niels, Elisa og Muledrengen

 

Af Master i Børnelitteratur, lektor Bodil Christensen, Læreruddannelsen Aalborg

Pladsen i Klods Hans nr. 1-2018 tillod ikke den fulde tekst. Derfor kan den læses her.

I artiklen her analyseres tre nordiske børnelitterære værker, der alle har rod i den nordiske folkeeventyrtradition.

Værkerne er valgt, fordi de alle har illustrationerne som et vægtigt element, fordi de sprogligt har en kvalitet, der gør det til en æstetisk oplevelse at læse klassikerne, og fordi de er bevidst om netop det særlige i at give datidens tekster en plads i nutiden. Hver især på deres særlige måde giver de det klassiske forlæg et helt nyt liv og aktualiserer teksten.

  1. Folkeeventyr som litterær arv

Norges litterære guld ligger i de gamle folkeeventyr, der blev samlet af Asbjørnsen og Moe. De blev samlet midt i 1800-tallet, men de er mundtlige fortællinger i mange varianter, der blev fortalt i bondesamfundene i flere hundrede år. Asbjørnsen og Moe (og Theodor Kittelson som tegner) har fortalt om Peik, om prinser, prinsesser, trolde, huldre og vanskelige prøver, der fortsat danner grundstrukturen i mange af nutidens fortællinger.

I Danmark blev det H. C. Andersens eventyr, der fra 1835 fik folkeeventyrerne fortolket, nytænkt og genfortalt. Evald Tang Kristensen og Svend Grundtvig samlede folkeeventyr, men det er H.C. Andersens sproglige mesterværker, hvor han nyfortolker og skriver nye værker, der er den store litterære danske guldskat.

Sveriges folkeeventyr blev samlet på samme tid: midt i 1800-tallet. Her var det Gunnar Olof Hyltén-Cavallius, der var en af foregangsmændene. ” Svenska folksagor och äfventyr” kom i 1844. I Selma Lagerlöfs ”Niels Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige” fra 1906 – 1907 fortælles der sagn og eventyr fra denne mundtlige tradition.

Den nordiske folkeeventyrtradition har mange lighedstræk. Altid er det de svage og oversete, der vinder kampen mod magten og eliten. Altid er der uoverskuelige prøver, der skal gennemføres, før lykkes vender og prinsessen og det halve kongerige venter. Altid er der arrogante ældre brødre, der ikke har blik for de svageste. Men de arrogante brødre taber. Kampen mod overmagten vindes. Prinsessen og det halve kongerige er gevinsten. Altid.

Moralen og livsvisdommen i disse folkeeventyr ligger gemt i originalteksterne, men de lever også i de mange fortolkninger, varianter og nye værker, der bygger på denne tradition.

Det er gamle tekster, men de har fortsat liv. De tre valgte værker i denne artikel fortæller folkeeventyrenes morale i nye aktualiserede versioner.

De tre værker er  fra Norge ”Muledrengen” af Øyvind Torseter,  Høst og søn, 2015. Fra Danmark er det H. C. Andersen og Lars Gabels: ”De vilde svaner”, Carlsen 2014 og fra Sverige er det ”Niels Holgersens vidunderlige rejse” af Selma Lagerlöf i en ny og bearbejdet version af Tore Leifer og  illustreret af Helle Frøsig,  Vandkunsten 2014.

For at analysere potentialet i de tre værker har jeg gjort brug af Elise Seip Tønnesen og Agnes Margrethe Bjorvand i forhold til multimodalitet, K. E. Løgstrup, Martha Nussbaum og Rita Felski giver et belæg for litteraturens betydning for dannelse (og meget andet), mens Alexander von Oettingen, Axel Honneth (og Aristoteles) bidrager med teorien bag identitetsudviklingen og litteraturens betydning for selvværd, selvtillid og selvagtelse.

Teorierne anvendes i analysen, men for seriøse og grundige indføringer i de respektive teorier må der henvises til litteraturlisten.

Der er meget, der også kunne have været interessant at kaste lys over, men her forsøger jeg at give et bud på, hvordan og hvorfor de klassiske nordiske folkeeventyr fortsat er relevante for nutidens læsere. Jeg prøver at vise, hvordan vi, med Rita Felskis ord, kan genkende os selv i værkerne, hvordan vi kan nyde dem, lære noget om verden – og til tider blive overrasket og rystet.

Undervisere i litteratur har i tillæg en udfordring: Hvordan får man børn, unge og voksne til at læse litteratur? Der er mange ”systemfejl” i samfundet, der modvirker fordybelse, der er mange tidskrævende sociale medier, og der er mange opgaver i hverdagen, der også tager tid. Denne artikel kan være et argument for litteraturlæsning.

Litteraturlæsning og litteraturfortolkning er altid en sag fyldt med tvivl og tøven; men en opsamling med et vist handleperspektiv afslutter denne artikel.

  1. Folkeeventyr som kanonlitteratur: arkivering og aktualisering

En klassiker er et litterært værk, der på tværs af tiden, og hen over landegrænser, formidler en erfaringsdannende kunstnerisk oplevelse.”[1] Sådan defineres en litterær klassiker på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside. Den definition uddybes med en række væsenskriterier: universalitet og almengyldighed, transhistorisk rækkevidde, kompleksitet og sluttethed. En række funktionskriterier anføres, og her citeres at en klassiker bør have:

”- evne til til stadighed at fascinere, overraske, forundre og fornøje nye læsere

– evne til at bringe en tradition videre til kommende slægter

– evne til at inspirere nye forfattere til fornyet digterisk inspiration og

– evne til fortsat at udfordre forskningen”[2]

Et klassisk litterært værk skal således kunne begge dele: give indblik i fortiden og tale i nutiden. Det skal være en tekst, der rummer nutid såvel som datid. ”De vilde svaner”, ”Muledrengen” og ”Niels Holgersens forunderlige rejse” (og deres forlæg) lever hver især op kriterierne for at være klassikere.

I skolens danskundervisning har man altid været mere eller mindre optaget af at videreformidle kulturarven til kommende generationer. Christian Winther, børnebogsanmelder tilbage i 1946, citeres således:  ”Ved at skaffe Børnene adgang til Litteraturens Mesterværker aabner vi for dem større Muligheder for aandelig udvikling. De lærer at se Menneskene under en videre og mere fordomsfri Synsvinkel. Vore store Forfattere har ofte kendt og opfattet Virkeligheden på en sandere og mere fuldkommen Maade end Flertallet af Mennesker (…) Gennem læsningen af deres Bøger faar ogsaa de unge Mulighed for at opdage disse Værdier”[3]

Når de tre valgte værker fortsat kan ”fascinere, overraske, forundre og fornøje nye læsere” mens de samtidig kan ”bringe en tradition videre til kommende slægter”, så skyldes det i høj grad den formmæssige nyfortolkning, der møder læseren af de ny-udgivne værker. På forskellig vis er der arbejdet med ”aktualisering” af teksterne. Alle tre værker er i illustreret udgave, hvor illustrationerne formidler og fornyer teksten, men hvor også sprog og komposition er i opdateret version:

  1. ”Niels Holgersens forunderlige rejse” er i Tore Leifers udgave forkortet, og den er vinklet i forhold til at fortælle med fokus på Niels Holgersen frem for de mange bipersoner. Sproget er ”nænsomt gjort forståeligt, også for børn. Nogle kapitler er helt udeladt, andre forkortet, atter andre står stort set uændret. Min ledertråd har været, at drengen Niels Holgersen skulle stå i centrum i bogen.”[4] Sådan beskriver Tore Leifer sin redigeringsstrategi.
  2. Muledrengen” af Øyvind Torseter er nyfortolkningen af det gamle norske folkeeventyr ”Trolden uden hjerte”. Aktualiseringen sker på både billed- og sprogsiden, hvor bagsideteksten kort giver et signalement af sprogfornyelsen: ”Mine damer og herrer, mine piger og drenge: Dette er en episk fortælling om storstilet vovemod i en fjern og vanskelig tid, en historie om umulige valg, der kræver den største frygtløshed. En fortælling om en ung mand, der må sætte livet på spil for at finde sine brødre. Og for at finde lykken. Bogen handler også lidt om ridning, om at sove i sovepose, være på tur og den slags.” Billedsiden, som forfatteren selv står bag, er helt nutidig med humor, med ironisk distance og den lægger mange lag til teksten.
  3. ”De vilde svaner” ligger sprogligt tekstnært på originalen. Hvor der i udgaven fra 1838 står: ”Langtborte herfra, der hvor Svalerne flyve hen, naar vi have Vinter, boede en Konge, som havde elleve Sønner og een Datter, Elisa.” så er ændringen i teksten i denne 2014-udgave udelukkende sket i ortografi og syntaks, på en måde, så læsningen ikke forstyrres af datidens bøjningsformer og retskrivningsnormen i 1838. I 2014-udgaven indledes således: ”Langt borte herfra, der hvor svalerne flyver hen, når vi har vinter, boede en konge, som havde elleve sønner og en datter, Elisa.”

H.C. Andersens ”De vilde svaner” er en ”kendt tekst af kendt forfatter”, og derfor er den sproglige barriere ikke uoverkommelig. Aktualiseringen ligger i høj grad i Lars Gabels illustrationer.

De tre tekster kan også læses i et ”arkiveringsperspektiv”, hvor der er fokus på den litteraturhistoriske indplacering. Det er dog ikke mit anliggende her, hvor der er fokus på netop værdien af at nyfortolke klassikere, så datidens tekster aktualiseres og kan læses i nutiden.

  1. Folkeeventyr og multimodalitet

Multimodale tekster er ikke at forstå som skrevne tekster, der følges på vej af billeder. Det er andet og mere, her er multimodaliteten materialiseret som en samlet tekst med ord og billeder, der betegnes som ”ikonotekst”. Ikonotekst er den helhed, der består af billeder og tekst i samme værk. Billederne læses i lyset af verbalteksten, og verbalteksten beriges af billederne.

Seip Tønnesen og Bjorvand skriver herom: ”Verbalsproget har for eksempel en veludviklet affordans for å uttrykke hvor en handling befinnner seg i tiden gjennonm verbets tider. Bilder har ikke på samme måte affordans til å vise at noe har skjedd i fortiden eller kommer til å skje i framtiden, men til gjengjeld kan de gi en presis gjengivelse av hvordan personer eller omgivelser ser ut i det øyeblikket som avbildes. Slik kan ord og bilder utfylle hverandre, nettopp fordi de har ulik affordans.”[5]

Kort sagt: Billeder er ikonotekstens substantiver, verbalteksten er ikonotekstens verber. Billeder kan, mere præcist end ord, vise os, hvordan noget ser ud. Ordene kan derimod give den episke fremadskridende fortælling med tilbageblik, nutidsblik og blik til fremtiden.

Multimodalitet bruges i disse værker såvel i forhold til adaptation som i remediering af teksten.

  1. a) ”Muledrengen” er en remediering af folkeeventyret ”Trolden uden hjerte”. Her sker remedieringen i en billedtekst, hvor Muledrengen går ud i verden sammen med sin Jolly-Jumper-lignende hest for at frelse sine brødre. Eventyret er fortalt i Torseters humoristiske streg, hvor små detaljer lægger op til at nærstudere billederne. Skriften er mange steder en del af illustrationerne, der skrives med råbende, overraskende og bange skrift undervejs, mens brødteksten er håndskrevet med versaler i mere rolig og ensartet form. Teksten er adapteret til nutiden, men illustrationer og tekst er tro mod selve eventyrets fabel: Der er tre prøver, der er en trold, der er en smuk prinsesse og talende dyr. Men der er også humor i såvel tegning som i tekst. I oversigten over slottet, der skal vise, hvor arkivskabet med troldens hjerte findes, kan man se en elevator, et disponibelt rum (med kranier i hobetal), og der er et sindrigt system af gange, der leder ned til arkivskabet. Og teksten lyder: ”Inde bag hulen var der et arkivskab. I den nederste skuffe i arkivskabet, under H, stod der et syltetøjsglas, hvor låget ikke kunne komme af, og i det syltetøjsglas – der skulle hjertet ligge.” Det gør det også, og blæksprutten kan heldigvis få låget af, så Muledrengen får hjerteret over trolden.
    Muledrengen er tegnet som en Lucky-Luke-figur, der sidder ved lejrbålet sammen med hesten (der kan sidde i skrædderstilling, hvad mange heste ville have svært ved), og dyrene er tegnet med netop de dyretegn, der er nødvendige. En ulv skal have et tandsæt, der er en ulv værdigt, elefantens snabel er central, og hesten har et gebis som netop en hest må have det. Farverne er i sort, hvid og gul, rød og blå. Farverne er hovedsagelig brugt som markører, der kan vise os, hvad der er vigtigt, eller de bliver brugt til at underbygge en stemning med.

Teksten står dels som talebobler fra dyr og mennesker, eller den er skrevet med hvidt kridt på sort bund. Indledningsvis er der en klassisk tekstside med et smukt illumineret begyndelsesbogstav. Her fortælles den klassiske eventyrindledning: Der var en gang en konge, der havde ….. Og så tager tegninger og den nye tekst over.

  1. b) ”De vilde svaner” er en næsten ordret gengivelse af H.C. Andersens eventyr. Sproget har få ændringer, der udelukkende skal sikre, at læseren ikke snubler over datidens bøjningsformer og ortografi.

Datidens tekst læses i nutiden gennem Lars Gabels poetiske, æstetiske og smukke illustrationer. De bærer den klassiske tekst ind i et nutidigt formsprog.

Lars Gabel giver i en farveholdning primært baseret på komplementærfarverne rød og grøn sin version af teksten. Her er Elisa, den smukke prinsesse med dybblå øjne, sort hår og smuk hud, der af stedmoderen forvandles til en grimrian, som kongen ikke vil vedkende sig. Hun går nu ud i verden for at finde sine brødre og redde dem fra svaneforvandlingen. Der er vignetter, der varsler det kommende, der er nærbilleder med Elisas hænder, der syr dragterne af grønne brændenælder, og der er helsides illustrationer, der viser samme indhold som teksten. De uhyggelige elementer er i blå og violette toner med en snert orange i sig, der er en kirkegård så mørk og dyster, som man kan ønske sig før den lykkelige slutning, hvor hele naturen spiller med, når kirkeklokkerne lyder for Elisa og brødrenes tilbagevenden til kongeriget.

En del af siderne er i gennemsigtigt pergament, der giver illustrationerne en tredimensional virkning med dybde og flertydighed. Teksten er på nogle af pergamentsiderne skrevet i farver, der matcher indholdet, og også på de ”almindelige” sider er der arbejdet med farvevalg på tekstsiderne, der passer til indholdet.

  1. c) ”Niels Holgersens forunderlige rejse” er en forkortet og bearbejdet udgave af den originale (dobbelt så lange) ”Niels Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige”. Her i Tore Leifers udgave er den lange klassiske fortælling forkortet, og den er vinklet i forhold til at fortælle med fokus på Niels Holgersen (som han kaldes her) frem for de mange bipersoner, og sproget er, skriver Tore Leifer i efterordet: ”nænsomt gjort forståeligt, også for børn.” Remedieringen gennem illustrationerne af Helle Frøsig er helt i tråd med den dobbelthed, der ligger i poesi og kundskab. Der er oversigtskort (som kunne være fotograferet i et gåsetræks-perspektiv), og der er poetiske collager, hvor Tommeltot (som Niels Holgersen kaldes af gæssene) optræder i fotografier af den svenske natur.

Nogle dyr er tegnet ”med spids blyant”, andre er stiliserede som gæssene, der altid er i flok. Illustrationerne følger på forbilledlig vis fortællingens dobbelte anliggende: Børn skal læse om Sveriges geografi og natur og kultur; men de skal tilegne sig kundskaberne i et poetisk sprog.

På tre forskellige måder er samspillet således stærkt mellem tekst og billeder. Æstetikken er forskellig, men i tre værker får begrebet ikonotekst en central betydning. Billederne spiller den største rolle i ”Muledrengen”, hvor også verbalteksten er ”tegnet”, mens verbalsproget har den største rolle i ”Niels Holgersens forunderlige rejse”. Med tanke på verberne som verbalsprogets varemærke, så er det klart, at når der skal fortælles en lang, episk beretning med fakta og fiktion i samme tekst, så må verbalteksten fylde her.

Hos ”De vilde svaner” er verbalsprog og illustrationer også umulige at skille fra hinanden. De pergamenttynde sider med henholdsvis tekst og illustrationer viser ikonotekstens særlige affordans: Alt hænger sammen i denne fortælling.

I rejsen mod lykken og det gode liv følges Muledrengen, Niels og Elisa godt og smukt på vej af hver sin helt særlige balance mellem tekst og billede.

  1. Folkeeventyr og den andens perspektiv og hovedpersonens udvikling

”Når man læser bøger, bliver man klog på en smuk måde.” Dette citat af Nina Christensen, leder af center for Børnelitteratur kan stå som eksponent for det teoretiske bagland for denne artikel. Her finder man  Castano og Kidd, der med Theory of Mind har gjort det klart for mange, at: ”Læser man bare 10-15 minutter god skønlitteratur øges ens evne til at forstå andre menneskers tanker og følelser. Noget som kan gøre os til mere empatiske og bedre fungerende mennesker,” som det lyder i deres udlægning.  Naturligvis er K.E: Løgstrup en vigtig stemme, når det gælder svaret på, hvorfor man skal læse litteratur. Han skriver: ”Vil man arbejde filosofisk kan ens tænken kun blive virkelighedsnær, og man kan kun undgå en tænken i opstillinger, i overtagne skemaer, hvis man rekurrerer til litteratur. Det er min erfaring, og jeg vil aldrig nogensinde gå fra det”.[6]

Rita Felski, litteraturprofessor der er tilknyttet et Niels Bohr-projekt ved Syddansk Universitet, har næsten samme udsagn: ”Jeg tror på, at litterære værker er vigtige – og pokkers effektive aktører i de store politiske, sociale og fysiske netværk., vi kalder virkeligheden. De er en del af vores verden og hverdag, vores fortid og fremtid. De har en stor indvirkning på os som sociale væsner – de henrykker, uddanner, chokerer og opdrager os – og dermed også de sociale rum og sammenhænge, vi færdes i.”[7]

Empati og forståelse for andre får man, når man med Nussbaums begreb  kan se med ”the inner eye”. Man behøver ikke følge strømmen, man kan vælge en anden løsning. I Martha Nussbaums bog ”The new religious intolerance”, spørger hun (og forsøger at give et svar herpå), hvorledes man som borger i et multikulturelt samfund får givet rum til tolerance overfor andre grupper. Det kunne være religiøse grupper (Nussbaum er især optaget af antisemitisme og jødernes særlige stilling), men det kunne også være tolerance overfor alle, der er ”anderledes” end flertallet. Indblik i og forståelse for andres liv, følelser og værdier kan man få gennem litteraturen, siger hun.

Således vil de tre værker nu blive kommenteret set i lyset af hvorledes de viser ”den andens perspektiv” og samtidig vil der være eksempler på identitetsdannelsens selvværd, selvtillid og selvagtelse, som Axel Honneth (og Alexander von Oettingen) arbejder med.

  1. ”Muledrengen” af Øyvind Torseter.

I folkeeventyret ”Trolden uden hjerte” får hovedpersonen en laks, en ulv og en due til hjælp. Her hos Torseter rider Muledrengen afsted på en skabet Jolly-Jumper-agtig krikke, der ikke er særlig motiveret for at yde en helteindsats. De drager dog afsted og får en saxofon, de finder, med på vejen. Siden møder de en elefant, som Muledrengen redder, da den har fået snablen i en træstub, og der er mange dyr, der hjælper Muledrengen, da troldens hjerte skal findes. Hesten, ulven og blæksprutten hjælper alle til. Gennem Torseters eventyr er Muledrengen altid klar til at hjælpe. Han har ingen bagtanker, han forventer ikke løn for sin hjælpende indsats, men alle dyrene siger det samme: Får du brug for hjælp, så tænk på mig. Så er jeg der.

Hesten er ikke nogen helt, thi da Muledrengen når til fjeldet, hvor trolden bor, så tilbyder den at vente ved foden af bjerget. ”Det er nok bedst, jeg bliver her og holder vagt, men hvis du virkelig kommer i knibe, så tænk på mig af alle kræfter, så kommer jeg.” Og lige kort efter tilføjer hesten: ”Men kun hvis der er krise, altså”. Den skal ikke risikere noget. Muledrengen går derimod frejdigt ud i verden i det (for andre at se) nytteløse projekt for at redde sine brødre.

Muledrengen ser det som sin opgave at redde brødrene. Uden bagtanker går han ud i verden med de hjælpemidler han nu engang har: Sit gå-på-mod, sin medfølelse og omtanke for andre og med en ukuelig tro på, at det nok skal gå. Hans vigtigste menneskelige egenskaber er, at han ikke gør noget for egen vindings skyld, netop derfor får han prinsessen og god musik fra saxofonen med på rejsen. Netop derfor hjælper andre ham.

Muledrengen viser et menneske, der har en høj grad af selvværd. Han hviler i sig selv, stiller aldrig spørgsmålet, hvorvidt han gør det rigtige, thi han er drevet i en retning, der vises af hans eget indre etiske kompas, der pålægger ham at befri brødrene, også selv om de helt sikkert har været arrogante og drilske i hans barndom.

Selvtilliden har han med sig. Nok får han faderens eneste tilbageværende hest, der er nervøs og pylret, men han klynker ikke. Han rider afsted, og da han mødes med trolden ruller han roligt soveposen ud for at tilbringe natten i ly under troldens seng. Jeg klarer mig, tænker han.

Selvagtelsen følger Muledrengen. Han ved, han er sådan én, der redder sine brødre. Han holder ord, han dræber ikke ulven, der tigger om mad, han går op på fjeldet og finder trolden.

Nyfortolkningen har samme etiske normer som folkeeventyret. Med nysgerrighed, entusiasme og medfølelse og omtanke for andre, så får man et godt liv. Når man ikke sætter sig selv først, så finder man lykken: ”Og så levede prinsessen og Muledrengen stort set lykkeligt til deres dages ende.”

  1. ”De vilde svaner” af H. C. Andersen og Lars Gabel.

Elisa har kun tanke for sine brødres ve og vel. Hun plages ikke af forfængelighed, selv om alt i naturen hvisker om hendes godhed og skønhed. Hun sørger over brødrenes skæbne. Derfor tøver hun ikke, da hun får at vide, at hun kan væve reddende panserskjorter af brændenælder til sine brødre: ”Med de fine hænder greb hun om de hæslige nælder. De var som ild; store vabler brændte de på hendes hænder og arme, men gerne ville hun lide det, kunne hun frelse de kære brødre. Hun brød hver nælde med sine nøgne fødder og snoede den grønne hør.”

Bag H. C. Andersens ”De vilde svaner” er et folkeeventyrforlæg: ”De elleve Svaner”, der er udgivet i en samling folkeeventyr af Mathias Winther fra 1823.[8]

Folkeeventyret har en sidehistorie, hvor Elisa, der også her bliver gift med en konge, føder to børn, der forbyttes til to hundehvalpe, men ellers er det samme redningsaktion, der sættes i værk i de to fortællinger. Hos H. C. Andersen er Vorherre (ikke Gud, men Vorherre) en følgesvend for Elisa i hendes prøvelser. I ”De vilde svaner” er det ikke blot Elisa, der er selvforglemmende og kun tænker på at redde brødrene. Også de vilde svaner (og især den yngste, sådan er det jo i eventyr) har tanke for Elisa. Da de skal flyve over det store hav, flyver den yngste svane som solskærm over Elisa, der bæres af de øvrige ti brødre.

Elisa har en grundlæggende selvtillid, thi hun tvivler ikke på, at hun kan løse opgaven med at væve panserskjorter. Selvtilliden og selvværdet kommer af hendes medfødte omtanke for andre. Netop fordi hun ikke har tanke for egen skønhed og kraft, så har hun goodwill fra naturen. Skrubtudser og trolddom kan ikke ramme den, der har et rent hjerte. Det er moralen. Elisas selvagtelse er bundet på hendes etiske kompas: Mine brødre betyder alt for mig, jeg må udholde smerte og arbejde hårdt, så de bliver reddet.

Nyfortolkningen hos H. C. Andersen har en anden sproglig stil end folkeeventyret hos Mathias Winther, men det er samme morale, der fortælles: Det koster smerte og kræfter at redde andre, men kun således redder du dit eget livs værdi.

  1. ”Niels Holgersens forunderlige rejse” af Selma Lagerlöf, Tore Leifer og Helle Frøsig.

I ”Niels Holgersens forunderlige rejse” er  hele bogen præget af Niels Holgersens udviklingshistorie fra dreng til mand. Han går fra at være doven og uduelig og ond og tankeløs til at være en betænksom ung mand, der har øje for andres lykke og ve og vel. Han lærer af dyrene, der altid hjælper hinanden, når der er behov for det. Han lærer at være taknemmelig, og han lærer at se verden, fra den andens perspektiv. Til slut tænker han: ”Når jeg kommer i vanskeligheder en anden gang, sagde han til sig selv, så vil jeg huske på det her. Jeg vil tænke på, at jeg ikke behøver gøre noget grimt og forkert, hverken mod mig selv eller andre. Der er altid en tredje udvej, bare man kan finde den.”

Da han undervejs kommer til en hytte, hvor der blot står en faldefærdig ko tilbage i stalden, mens bondekonen ligger død af arbejde og alderdom på køkkengulvet, så træder Niels Holgersen i karakter som et omsorgsfuldt menneske: ” ”Han var ikke længere bange for hende. Han var bare så ked af, at hun havde måttet leve sin alderdom i ensomhed og længsel. Nu ville han i det mindste våge over hende denne nat.”

Forfatterstemmen, der som ”forfatter-der–vender–hjem-til-sin-fødegård” også har en rolle under Niels Holgersens rejse, citeres her: ”Hun havde sagt til ham, at hvis han fortsatte på samme måde med at hjælpe dem, han mødte, så kunne det ikke ende helt galt med ham.”

Det er folkeeventyrenes morale, der kommer til udtryk her. Alle er afhængige af andre, ingen kan klare sig selv her i verden. Dyrene hjælper hinanden, de passer på hinanden, og de sørger for, at ingen bliver efterladt. Akka fra Kebnekaise, førergåsen, har også et særligt forhold til ørnen Gorgo, der ellers kunne have været gæssenes fjende. Akka er parat til at redde Gorgo fra indelukket på Skansen: ”Man må sige om ørne, hvad man vil. Men de er mere stolte og frihedselskende end andre dyr, og det går ikke at holde dem i fangenskab. Ved du hvad, jeg foreslår? Jo, så snart du har hvilet ud, rejser vi to sammen ned til det store fuglefængsel og befrier Gorgo.” Niels Holgersen havde dog selv taget affære og sørget for, at burets tremmer blev ødelagt, så Gorgo var fri.

Niels Holgersens selvtillid er stor, men hans selvværd som 14-årig dreng er ikke stor. Han har brugt sine dage på at mishandle dyr, modsige sine forældre og plage alt, der kom i hans nærhed, så da han bliver forvandlet til en lille nisse har han ingen goodwill hos hverken kat eller ko på gården.

Niels Holgersens rejse er en udviklingsrejse, der viser, hvordan en dreng bliver til mand, og derfor er det hans selvværd og selvagtelse, der bliver etableret gennem rejsen.

Når han gang på gang bliver udfordret i forhold til sin egen individuelle lykke i konflikt med fællesskabets lykke, så vælger han under rejsen at være en del af det fælles fremfor udelukkende at fokusere på sig selv. Han redder den hvide gase i flere omgange, han klarer at befri ørnen Gorgo, han vælger at beskytte jernværket mod bjørnens krav om at brænde det af. I det hele taget bliver Niels Holgersen et betænksomt og omsorgsfuldt menneske, der kommer hjem som en mand, der kan tage ansvar for såvel gård som sine forældre.
De indlagte sagn og fortællinger støtter op om denne morale: Man må kæmpe for fællesskabet frem for at gå efter egen vinding.

Selvværd, selvtillid og selvagtelse er grundlæggende for et godt liv. Når man mødes med mistillid, med mistro og magt, så har de tre begreber ringe kår. Elisa, Niels og Muledrengen går alle ud i verden med selvtillid. Først og fremmest er det dog ukueligheden, nysgerrigheden, den innovative tilgang til udfordringer og kampgejsten, der præger de tre.

De er sig ikke bevidst, hvorfor de tager de valg, de gør. Det er en del af deres ”lykke”, at de ikke arbejder strategisk for at opnå noget. De handler ud fra et etisk normsæt, der lyder som Kants kategoriske imperativ: ” Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning.”

Her i litteraturen kan man følge Niels, Elisa og Muledrengen gennem de svære prøvelser. Man kan følge dem, helt uden selv at kæmpe mod virkelig trolde, hekse eller bjørne, man skal blot give sig ind i fiktionen og læse bøgerne.

Rita Felski siger om litteraturlæsning: ”Litteraturen er så vidunderlig og vigtig en størrelse. Den er udfordrende, uddannende, underholdende, overraskende og så er den i kontakt med verdener, som dens læser ofte kun kan drømme om. Litterære tekster er stadig den mest direkte vej ind i andre virkeligheder”, og videre: ”Du åbner en bog, og straks sendes du til middelalderens England, ud på et dampskib i Amazonas, Brasilien, eller ind i menneskelige kroppe og bevidstheder, du ellers aldrig ville have adgang til. Litteratur er uden tvivl den ældste og mest forunderlige form for virtual reality.”

  1. E. Løgstrup og Martha Nussbaum vil give hende ret: Gennem bøger kan man leve andres liv, få del i andres dilemmaer og møde udfordringer, der kan give perspektiv på ens eget liv.

 

  1. Folkeeventyrene viser mennesket fremfor krysteren

Astrid Lindgrens Jonatan Løvehjerte udtrykker moralen i (næsten) ethvert folkeeventyr: ”Men då sa Jonatan att det fanns saker som man måste göra, även om det var farligt. «Varför då», undrade jag. «Annars är man ingen människa utan bara en liten lort», sa Jonatan.”

Folkeeventyrenes hovedpersoner sidder aldrig hjemme ved grødfadet og udtænker strategier for lykken, de går derimod som Elisa, Niels og Muledrengen trøstigt ud i verden, hvor de handler på det udfordringer, de møder.

Prøverne og prøvelsernes tid repræsenterer mange udfordringer i menneskers liv; men altid står kampen mellem det sikre og kendte over for det usikre og den ukendte verden. Enhver helt vælger at ride mod bjergene, ud i den vilde skov eller at kaste sig på ryggen af den nærmeste gås. De handler. Kun gennem handling bliver de til hele mennesker med selvagtelse, selvtillid og selvværd. Aristoteles siger i den Nikomacheiske Etik således: “For de ting vi skal lære, før vi kan gøre dem, lærer vi ved at gøre dem. For eksempel bliver mænd murere ved at mure og lyrespillere ved at spille lyre. På samme måde bliver vi retfærdige ved at handle retfærdigt, mådeholdne ved at handle mådeholdent og tapre ved at handle tappert”

Datidens tekster har fortsat en plads i nutiden. Der er brug for robuste mennesker med hjertet på rette sted og med mod til at handle ud fra Jonatan Løvehjertes ord om selvagtelse. Der er brug for Elisa, der har omsorg for sine brødre, der er brug for Muledrengen, der følger sin pligt til at redde brødrene og der er brug for Niels, der vælger fællesskabet ve og vel frem for udelukkende at være sin egen lykkes smed.

Når de tre værker: ”Niels Holgersens forunderlige rejse”, ”De vilde svaner” og ”Muledrengen” kan læses i nutiden, så er det i høj grad en fortjeneste, der kan tilskrives den adaptation, der er sket i form og indhold. De multimodale tekster i disse tre udgivelser har med ikonotekst-begrebet en henvendelse til læseren, der er nutidig, og som gør indholdet relevant.

Sprogligt er der sket en bearbejdning med skarpere fokus og mere koncentration hos Niels Holgersen, der er en remediering hos Muledrengen, der med humor og selvironisk distance giver ”Trolden uden hjerte” et helt nyt liv, og for Elisa er det den æstetiske nydelse i Lars Gabels illustrationer, der nok engang kan glæde en læser af H. C. Andersens smukke og poetiske sprog.

Det gælder i særklasse her: ”Når man læser bøger, bliver man klog på en smuk måde.”

Tak til Fondet for Dansk- norsk samarbejde, Lysebu, der har givet rum og ro til udarbejdelsen af denne artikel.

  1. Litteraturliste

De tre hovedværker:

Andersen, H.C og Lars Gabel: De vilde svaner, Carlsen 2014

Lagerlöf, Selma, Tore Leifer og Helle Frøsig: Niels Holgersens forunderlige rejse,  Vandkunsten 2014

Torseter, Øyvind: Muledrengen, Høst og søn,  2015

Faglitteratur:

Aristoteles i den Nikomacheiske Etik, bog 2, kapitel 1.

Bugge, David: Løgstrup og litteraturen, Klim 2009

Christensen, Bodil: ”At læse er at se”, i Billedromaner i brug, Dansklærerforeningen 2007 Christensen, Nina: ”Om børnelitteratur, tekstbegreber og vurderingskriterier”. Et Nedslag i børnelitteraturforskningen 9, Roskilde Universitetsforlag, 2008

Handesten, Lars: ”Litteraturhistoriens didaktik” in Litteraturens Byrde. 2001, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg

Nussbaum, M. C. (2012). The new religious intoler- ance, overcoming the politics of fear in an anxious age. The Belknap Press of Harvard University Press.

Oettingen, Alexander von og Niels Buur: ”Medborgerskab og folkeskolen”, i Ove Korsgaard (red.) ”Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse.”, Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag, 2004

Oettingen, Alexander von: Dannelse der virker, Klim, 2011
Tønnesen, Elise Seip og Agnes-Margrethe Bjorvand: ”Teoretiske perspektiver på tekster, medier og lesere”, i Jakten på fortellingen,  Universitetsforlaget 2014

Links:

http://www.kb.dk/da/nb/materialer/e-ressourcer/klassikerdefinition.html

http://andersen.sdu.dk/studie/svaner/par/winther.html

http://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-forskning-laes-en-god-bog-og-bliv-et-bedre-menneske

http://issuu.com/gentoftebibliotekerne/docs/hvadskaberenlystlser http://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-forskning-laes-en-god-bog-og-bliv-et-bedre-menneske http://videnskab.dk/kultur-samfund/borneboger-skildrer-en-utryg-verden http://barnebokinstituttet.no/artikkel/1372/en-fanfare-bildeboken-som-kunst

https://www.information.dk/kultur/2016/06/litteratur-pokkers-effektiv-social-aktoer

https://videnskab.dk/kultur-samfund/professor-skal-udforske-hvordan-litteratur-paavirker-os

Artikler:

Politiken; Verdenskendt filosof: ”Kære europæere, I smadrer jo de værdier, jeres kontinent står på”, 20.10 – 2013

Kristeligt dagblad 30.11 2011: ”Fra forskning til folket”

Information 11. August 2012: Martha Nussbaum og den nye religiøse intolerance

”Til sidst var hun blevet så træt af det hele, at hun sagde til sig selv: Det her duer du ikke til. Sæt dig ned og digt eventyr og historier som du plejer. Og lad en anden skriv den her bog, som skal være lærerig og alvorlig, og hvor der ikke må stå et eneste usandt ord.”

(Niels Holgersens forunderlige rejse”, p. 301)

[1] http://www.kb.dk/da/nb/materialer/e-ressourcer/klassikerdefinition.html

[2] http://www.kb.dk/da/nb/materialer/e-ressourcer/klassikerdefinition.html

[3] Litteraturens byrde,  Weinreich & Handesten, Roskilde Universitetsforlag, 2001

[4] Niels Holgersens forunderlige rejse, Tore Leifers efterord, Vandkunsten 2014, p. 371

[5] Tønnesen, Elise Seip og Agnes-Margrethe Bjorvand: ”Teoretiske perspektiver på tekster, medier og lesere”, i Jakten på fortellingen,  Universitetsforlaget 2014

[6] Fra en diskussion mellem Løgstrup og Jens Kruuse (se nærmere oplysninger om verifikationen af denne diskussion p. 36 i David Bugge: Løgstrup og litteraturen)

[7]https://www.information.dk/adblock?return=https://www.information.dk/kultur/2016/06/litteratur-pokkers-effektiv-social-aktoer

[8] http://andersen.sdu.dk/studie/svaner/par/winther.html

Dette indlæg blev udgivet i Medlemsbladet Klods Hans. Bogmærk permalinket.