Litteratur for børn og unge – i tal og medier

Litteratur for børn og unge - i tal og medier(Artiklen har været bragt i medlemsbladet Klods Hans, som er et kvartalstidsskrift om børnelitteratur. Læs artiklen i sit oprindelige layout ved at klikke på billedet.)

Af lektor, cand.pæd. og master i børnelitteratur Søren Fanø

Det futuristiske bibliotek på Rentemestervej i København lagde lokaler til dette års statusseminar arrangeret af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. Syv timer om børne- og ungdomslitteraturen i en foranderlig, digitaliseret verden med oplæg, forfatterbesøg og nordisk børneillustrationskunst.

Rubrikken på artiklen refererer til, at deltagerne undervejs på dagen blev præsenteret for en masse titler og overvejelser over bogens materialitet og dens fysiske og taktile beskaffenhed.

Med udgangspunkt i sin afhandling fortalte lektor, Ph.d. Ayoe Quist Henkel om børne- og ungdomslitteraturens æstetiske udvikling i et digitaliseret og medialiseret tekstlandskab. Denne digitaliserede virkeligheds betydning for både form og indhold i romaner som Sarah Engells Valget og Laura Ringos Cremasterrefleksen blev belyst. Her integreres mobil, mail, Skype, Messenger, Facebook og de andre sociale medier og spiller en væsentlig rolle for både formen og indholdet.  Ayoe Quist Henkel viste i sit oplæg opslag fra den nye spændende app-version af den illustrerede roman Nord (Høst & Søn, 2017) som forfatteren Camilla Hübbe og illustratoren Rasmus Meisler udgiver i marts 2018 (Nord Forlag). En af de få nye litterære apps der er på vej.

Det er en overvejelse værd, om papirbogen har det godt, fordi den har svaret igen på den digitale udfordring med lækkert design og er blevet en oplevelse i sig selv – og fordi den har et spændende og relevant indhold i et ofte godt sprog.

Jens Raahauge gennemgik de indstillede værker til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris 2017 med ekskurser til de tidligere års indstillede værker og fik på en halv time slået tanken om et fælles nordisk børne- og litteratursyn til jorden, drøftet forskelle i kønsopfattelse, Gud i litteraturen, historiesyn og sproget i Norden.

Det er ikke, fordi vi danskere er bedre end de andre nordiske lande, men der går en kønsopfattelsesgrænse ved Malmø. Dette eksemplificerede Raahauge ved, at figuren Storm i den grafiske roman Hjertestorm / Stormhjerte i Sverige blev anset for at være seksuelt udfarende. Omvendt ville en indfølt roman om to søskendes incestforhold, som svenske Elin Bengstssons Ormbunkslandet (Bregnelandet), nok have det svært på det danske marked, ligesom Sankt Nielsen og Madame Karrebæks Da Gud var dreng bare ikke går ude på Vestlandet i Norge. Til gengæld vil norske Bjørn Ingvaldsens barske børneroman Far din om en dreng, hvis far kommer i fængsel, nok opleves som værende så grum, at den vil få svært ved at finde en dansk udgiver.

Endelig blev vinderen fra 2017, Ulf Stark og Linda Bondestams forunderligt smukke lyrikbilledbog Djur som ingen sett utom vi, præsenteret. Et særdeles smukt nordisk kompromis. Mon den kommer på dansk? Det er der meget, der ikke gør. Sådan er der så meget (u)forståeligt mellem nordiske venner.

Leder af Afdeling Læring ved Helsingør Kommunes Biblioteker Caroline Sehested fortalte om årets mange billedbogsudgivelser. Det har været et godt år for billedbogen både på indholds- såvel som på udtrykssiden. Det er, som om billedbogsæstetikken lige nu kigger tilbage på 1920’erne og 1970’erne. Der eksperimenteres med farverne sort / hvid / rød i illustrationerne. Filosofi med børn dyrkes mere og mere, også med udgangspunkt i billedbogen, og endelig er det den glade, stærke pige (og den fjollede far), der fylder i flere af værkerne.

Anne-Mette Hermansen, konsulent for de pædagogiske læringscentre, fortalte om årets mange Læse Let bøger, fra de lydrette og lydnære til de sjove og de, der leger med sproget som Rambo får briller af Marie Duedal. Så er der de bøger, der handler om (piger og) heste og de, der handler om sport – her lagde Anne-Mette Hermansen især vægt på den inspirerende serie fra Carlsens Læsestart: Læs med landsholdet og Nadia Nadim – og flere andre landsholdsprofiler af begge køn. Der ligger stadig meget skidt i diverse læsekasser med forskellig farvemarkering. Læse Let området er et særdeles væsentligt område. Godt der er nogen, der gør noget, så nye læsere lokkes ind i bogverdenen – bl.a. ved at bogen er lækker, med godt indhold, fast indbinding og ikke et hæfte.

I frokostpausen var der fernisering på udstillingen Into the wind i Bibliotekets foyer, en aldeles glimrende vandreudstilling med nordiske illustratorer, oprindelig startet af organisationen Kulturkind i Berlin og det Nordiske Hus i Reykjavik. Kurator Ulrike Nickel fortalte om og viste rundt i udstillingen.

Ph.d.-studerende Felix Paulsen fra Aarhus Universitet fortale om tegneserien, der er blevet in igen, dog uden at det vælter ind med danskproducerede tegneserier og graphic novels for børn og unge som Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabels Skæbnemageren eller Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøis Mira. Felix Paulsen understregede, at det, vi oplever, er, at både i legen med genrer og i formidlingen af fortællingen følger tegneserien og den grafiske roman den materielle såvel som den medielle udvikling i litteraturen for børn og unge. Der er ingen tvivl om, at tegneserien også har fat i en anden målgruppe end den rene verbaltekst har.

Kim Leine, Peter Bay Alexandersen og Skovpigen Skærv (Gyldendal, 2016) var i fokus i en samtale om samarbejdet mellem forfatter og illustrator styret af Eline Mørch Jensen. En spændende samtale der førte parterne vidt omkring i skabelsesprocessen af det store værk. Det havde dog været oplagt at bede Kim Leine læse op fra bogen og få Peter Bay Alexandersen til at vise nogle af illustrationerne og fortælle om tankerne bag.

Dagen sluttede med, at en veloplagt Elisabeth Gjerulff Nielsen sang og fortalte sig gennem sine børnesange, børnebøger og sin vestjyske opvækst med salmer, ugebladsnoveller og børnebøger. En fornøjelig afslutning på en lang dag, men også en reminder om, at både synet på barnet og litteraturen har ændret sig radikalt op gennem 60’erne, 70’erne, 80’erne og frem til i dag.

Tak for en rigtig god dag, der måske var lidt for lang, da deltagerne begyndte at sive på weekend midt på eftermiddagen. Tak for et godt statusseminar 2017. Vi ses næste år for at diskutere al den spændende litteratur for børn unge, der er på vej ud til læserne i mange medier og voldsomt bevidste om sin egen materialitet.

Se litteraturlister m.m. på www.ibby.dk/statusseminar-2018.

Udgivet i Arrangementer | Kommentarer lukket til Litteratur for børn og unge – i tal og medier

Nordiske tekster i datid og nutid: Niels, Elisa og Muledrengen

Nordiske tekster i datid og nutid: Niels, Elisa og Muledrengen

 

Af Master i Børnelitteratur, lektor Bodil Christensen, Læreruddannelsen Aalborg

Pladsen i Klods Hans nr. 1-2018 tillod ikke den fulde tekst. Derfor kan den læses her.

I artiklen her analyseres tre nordiske børnelitterære værker, der alle har rod i den nordiske folkeeventyrtradition.

Værkerne er valgt, fordi de alle har illustrationerne som et vægtigt element, fordi de sprogligt har en kvalitet, der gør det til en æstetisk oplevelse at læse klassikerne, og fordi de er bevidst om netop det særlige i at give datidens tekster en plads i nutiden. Hver især på deres særlige måde giver de det klassiske forlæg et helt nyt liv og aktualiserer teksten.

  1. Folkeeventyr som litterær arv

Norges litterære guld ligger i de gamle folkeeventyr, der blev samlet af Asbjørnsen og Moe. De blev samlet midt i 1800-tallet, men de er mundtlige fortællinger i mange varianter, der blev fortalt i bondesamfundene i flere hundrede år. Asbjørnsen og Moe (og Theodor Kittelson som tegner) har fortalt om Peik, om prinser, prinsesser, trolde, huldre og vanskelige prøver, der fortsat danner grundstrukturen i mange af nutidens fortællinger.

I Danmark blev det H. C. Andersens eventyr, der fra 1835 fik folkeeventyrerne fortolket, nytænkt og genfortalt. Evald Tang Kristensen og Svend Grundtvig samlede folkeeventyr, men det er H.C. Andersens sproglige mesterværker, hvor han nyfortolker og skriver nye værker, der er den store litterære danske guldskat.

Sveriges folkeeventyr blev samlet på samme tid: midt i 1800-tallet. Her var det Gunnar Olof Hyltén-Cavallius, der var en af foregangsmændene. ” Svenska folksagor och äfventyr” kom i 1844. I Selma Lagerlöfs ”Niels Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige” fra 1906 – 1907 fortælles der sagn og eventyr fra denne mundtlige tradition.

Den nordiske folkeeventyrtradition har mange lighedstræk. Altid er det de svage og oversete, der vinder kampen mod magten og eliten. Altid er der uoverskuelige prøver, der skal gennemføres, før lykkes vender og prinsessen og det halve kongerige venter. Altid er der arrogante ældre brødre, der ikke har blik for de svageste. Men de arrogante brødre taber. Kampen mod overmagten vindes. Prinsessen og det halve kongerige er gevinsten. Altid.

Moralen og livsvisdommen i disse folkeeventyr ligger gemt i originalteksterne, men de lever også i de mange fortolkninger, varianter og nye værker, der bygger på denne tradition.

Det er gamle tekster, men de har fortsat liv. De tre valgte værker i denne artikel fortæller folkeeventyrenes morale i nye aktualiserede versioner.

De tre værker er  fra Norge ”Muledrengen” af Øyvind Torseter,  Høst og søn, 2015. Fra Danmark er det H. C. Andersen og Lars Gabels: ”De vilde svaner”, Carlsen 2014 og fra Sverige er det ”Niels Holgersens vidunderlige rejse” af Selma Lagerlöf i en ny og bearbejdet version af Tore Leifer og  illustreret af Helle Frøsig,  Vandkunsten 2014.

For at analysere potentialet i de tre værker har jeg gjort brug af Elise Seip Tønnesen og Agnes Margrethe Bjorvand i forhold til multimodalitet, K. E. Løgstrup, Martha Nussbaum og Rita Felski giver et belæg for litteraturens betydning for dannelse (og meget andet), mens Alexander von Oettingen, Axel Honneth (og Aristoteles) bidrager med teorien bag identitetsudviklingen og litteraturens betydning for selvværd, selvtillid og selvagtelse.

Teorierne anvendes i analysen, men for seriøse og grundige indføringer i de respektive teorier må der henvises til litteraturlisten.

Der er meget, der også kunne have været interessant at kaste lys over, men her forsøger jeg at give et bud på, hvordan og hvorfor de klassiske nordiske folkeeventyr fortsat er relevante for nutidens læsere. Jeg prøver at vise, hvordan vi, med Rita Felskis ord, kan genkende os selv i værkerne, hvordan vi kan nyde dem, lære noget om verden – og til tider blive overrasket og rystet.

Undervisere i litteratur har i tillæg en udfordring: Hvordan får man børn, unge og voksne til at læse litteratur? Der er mange ”systemfejl” i samfundet, der modvirker fordybelse, der er mange tidskrævende sociale medier, og der er mange opgaver i hverdagen, der også tager tid. Denne artikel kan være et argument for litteraturlæsning.

Litteraturlæsning og litteraturfortolkning er altid en sag fyldt med tvivl og tøven; men en opsamling med et vist handleperspektiv afslutter denne artikel.

  1. Folkeeventyr som kanonlitteratur: arkivering og aktualisering

En klassiker er et litterært værk, der på tværs af tiden, og hen over landegrænser, formidler en erfaringsdannende kunstnerisk oplevelse.”[1] Sådan defineres en litterær klassiker på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside. Den definition uddybes med en række væsenskriterier: universalitet og almengyldighed, transhistorisk rækkevidde, kompleksitet og sluttethed. En række funktionskriterier anføres, og her citeres at en klassiker bør have:

”- evne til til stadighed at fascinere, overraske, forundre og fornøje nye læsere

– evne til at bringe en tradition videre til kommende slægter

– evne til at inspirere nye forfattere til fornyet digterisk inspiration og

– evne til fortsat at udfordre forskningen”[2]

Et klassisk litterært værk skal således kunne begge dele: give indblik i fortiden og tale i nutiden. Det skal være en tekst, der rummer nutid såvel som datid. ”De vilde svaner”, ”Muledrengen” og ”Niels Holgersens forunderlige rejse” (og deres forlæg) lever hver især op kriterierne for at være klassikere.

I skolens danskundervisning har man altid været mere eller mindre optaget af at videreformidle kulturarven til kommende generationer. Christian Winther, børnebogsanmelder tilbage i 1946, citeres således:  ”Ved at skaffe Børnene adgang til Litteraturens Mesterværker aabner vi for dem større Muligheder for aandelig udvikling. De lærer at se Menneskene under en videre og mere fordomsfri Synsvinkel. Vore store Forfattere har ofte kendt og opfattet Virkeligheden på en sandere og mere fuldkommen Maade end Flertallet af Mennesker (…) Gennem læsningen af deres Bøger faar ogsaa de unge Mulighed for at opdage disse Værdier”[3]

Når de tre valgte værker fortsat kan ”fascinere, overraske, forundre og fornøje nye læsere” mens de samtidig kan ”bringe en tradition videre til kommende slægter”, så skyldes det i høj grad den formmæssige nyfortolkning, der møder læseren af de ny-udgivne værker. På forskellig vis er der arbejdet med ”aktualisering” af teksterne. Alle tre værker er i illustreret udgave, hvor illustrationerne formidler og fornyer teksten, men hvor også sprog og komposition er i opdateret version:

  1. ”Niels Holgersens forunderlige rejse” er i Tore Leifers udgave forkortet, og den er vinklet i forhold til at fortælle med fokus på Niels Holgersen frem for de mange bipersoner. Sproget er ”nænsomt gjort forståeligt, også for børn. Nogle kapitler er helt udeladt, andre forkortet, atter andre står stort set uændret. Min ledertråd har været, at drengen Niels Holgersen skulle stå i centrum i bogen.”[4] Sådan beskriver Tore Leifer sin redigeringsstrategi.
  2. Muledrengen” af Øyvind Torseter er nyfortolkningen af det gamle norske folkeeventyr ”Trolden uden hjerte”. Aktualiseringen sker på både billed- og sprogsiden, hvor bagsideteksten kort giver et signalement af sprogfornyelsen: ”Mine damer og herrer, mine piger og drenge: Dette er en episk fortælling om storstilet vovemod i en fjern og vanskelig tid, en historie om umulige valg, der kræver den største frygtløshed. En fortælling om en ung mand, der må sætte livet på spil for at finde sine brødre. Og for at finde lykken. Bogen handler også lidt om ridning, om at sove i sovepose, være på tur og den slags.” Billedsiden, som forfatteren selv står bag, er helt nutidig med humor, med ironisk distance og den lægger mange lag til teksten.
  3. ”De vilde svaner” ligger sprogligt tekstnært på originalen. Hvor der i udgaven fra 1838 står: ”Langtborte herfra, der hvor Svalerne flyve hen, naar vi have Vinter, boede en Konge, som havde elleve Sønner og een Datter, Elisa.” så er ændringen i teksten i denne 2014-udgave udelukkende sket i ortografi og syntaks, på en måde, så læsningen ikke forstyrres af datidens bøjningsformer og retskrivningsnormen i 1838. I 2014-udgaven indledes således: ”Langt borte herfra, der hvor svalerne flyver hen, når vi har vinter, boede en konge, som havde elleve sønner og en datter, Elisa.”

H.C. Andersens ”De vilde svaner” er en ”kendt tekst af kendt forfatter”, og derfor er den sproglige barriere ikke uoverkommelig. Aktualiseringen ligger i høj grad i Lars Gabels illustrationer.

De tre tekster kan også læses i et ”arkiveringsperspektiv”, hvor der er fokus på den litteraturhistoriske indplacering. Det er dog ikke mit anliggende her, hvor der er fokus på netop værdien af at nyfortolke klassikere, så datidens tekster aktualiseres og kan læses i nutiden.

  1. Folkeeventyr og multimodalitet

Multimodale tekster er ikke at forstå som skrevne tekster, der følges på vej af billeder. Det er andet og mere, her er multimodaliteten materialiseret som en samlet tekst med ord og billeder, der betegnes som ”ikonotekst”. Ikonotekst er den helhed, der består af billeder og tekst i samme værk. Billederne læses i lyset af verbalteksten, og verbalteksten beriges af billederne.

Seip Tønnesen og Bjorvand skriver herom: ”Verbalsproget har for eksempel en veludviklet affordans for å uttrykke hvor en handling befinnner seg i tiden gjennonm verbets tider. Bilder har ikke på samme måte affordans til å vise at noe har skjedd i fortiden eller kommer til å skje i framtiden, men til gjengjeld kan de gi en presis gjengivelse av hvordan personer eller omgivelser ser ut i det øyeblikket som avbildes. Slik kan ord og bilder utfylle hverandre, nettopp fordi de har ulik affordans.”[5]

Kort sagt: Billeder er ikonotekstens substantiver, verbalteksten er ikonotekstens verber. Billeder kan, mere præcist end ord, vise os, hvordan noget ser ud. Ordene kan derimod give den episke fremadskridende fortælling med tilbageblik, nutidsblik og blik til fremtiden.

Multimodalitet bruges i disse værker såvel i forhold til adaptation som i remediering af teksten.

  1. a) ”Muledrengen” er en remediering af folkeeventyret ”Trolden uden hjerte”. Her sker remedieringen i en billedtekst, hvor Muledrengen går ud i verden sammen med sin Jolly-Jumper-lignende hest for at frelse sine brødre. Eventyret er fortalt i Torseters humoristiske streg, hvor små detaljer lægger op til at nærstudere billederne. Skriften er mange steder en del af illustrationerne, der skrives med råbende, overraskende og bange skrift undervejs, mens brødteksten er håndskrevet med versaler i mere rolig og ensartet form. Teksten er adapteret til nutiden, men illustrationer og tekst er tro mod selve eventyrets fabel: Der er tre prøver, der er en trold, der er en smuk prinsesse og talende dyr. Men der er også humor i såvel tegning som i tekst. I oversigten over slottet, der skal vise, hvor arkivskabet med troldens hjerte findes, kan man se en elevator, et disponibelt rum (med kranier i hobetal), og der er et sindrigt system af gange, der leder ned til arkivskabet. Og teksten lyder: ”Inde bag hulen var der et arkivskab. I den nederste skuffe i arkivskabet, under H, stod der et syltetøjsglas, hvor låget ikke kunne komme af, og i det syltetøjsglas – der skulle hjertet ligge.” Det gør det også, og blæksprutten kan heldigvis få låget af, så Muledrengen får hjerteret over trolden.
    Muledrengen er tegnet som en Lucky-Luke-figur, der sidder ved lejrbålet sammen med hesten (der kan sidde i skrædderstilling, hvad mange heste ville have svært ved), og dyrene er tegnet med netop de dyretegn, der er nødvendige. En ulv skal have et tandsæt, der er en ulv værdigt, elefantens snabel er central, og hesten har et gebis som netop en hest må have det. Farverne er i sort, hvid og gul, rød og blå. Farverne er hovedsagelig brugt som markører, der kan vise os, hvad der er vigtigt, eller de bliver brugt til at underbygge en stemning med.

Teksten står dels som talebobler fra dyr og mennesker, eller den er skrevet med hvidt kridt på sort bund. Indledningsvis er der en klassisk tekstside med et smukt illumineret begyndelsesbogstav. Her fortælles den klassiske eventyrindledning: Der var en gang en konge, der havde ….. Og så tager tegninger og den nye tekst over.

  1. b) ”De vilde svaner” er en næsten ordret gengivelse af H.C. Andersens eventyr. Sproget har få ændringer, der udelukkende skal sikre, at læseren ikke snubler over datidens bøjningsformer og ortografi.

Datidens tekst læses i nutiden gennem Lars Gabels poetiske, æstetiske og smukke illustrationer. De bærer den klassiske tekst ind i et nutidigt formsprog.

Lars Gabel giver i en farveholdning primært baseret på komplementærfarverne rød og grøn sin version af teksten. Her er Elisa, den smukke prinsesse med dybblå øjne, sort hår og smuk hud, der af stedmoderen forvandles til en grimrian, som kongen ikke vil vedkende sig. Hun går nu ud i verden for at finde sine brødre og redde dem fra svaneforvandlingen. Der er vignetter, der varsler det kommende, der er nærbilleder med Elisas hænder, der syr dragterne af grønne brændenælder, og der er helsides illustrationer, der viser samme indhold som teksten. De uhyggelige elementer er i blå og violette toner med en snert orange i sig, der er en kirkegård så mørk og dyster, som man kan ønske sig før den lykkelige slutning, hvor hele naturen spiller med, når kirkeklokkerne lyder for Elisa og brødrenes tilbagevenden til kongeriget.

En del af siderne er i gennemsigtigt pergament, der giver illustrationerne en tredimensional virkning med dybde og flertydighed. Teksten er på nogle af pergamentsiderne skrevet i farver, der matcher indholdet, og også på de ”almindelige” sider er der arbejdet med farvevalg på tekstsiderne, der passer til indholdet.

  1. c) ”Niels Holgersens forunderlige rejse” er en forkortet og bearbejdet udgave af den originale (dobbelt så lange) ”Niels Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige”. Her i Tore Leifers udgave er den lange klassiske fortælling forkortet, og den er vinklet i forhold til at fortælle med fokus på Niels Holgersen (som han kaldes her) frem for de mange bipersoner, og sproget er, skriver Tore Leifer i efterordet: ”nænsomt gjort forståeligt, også for børn.” Remedieringen gennem illustrationerne af Helle Frøsig er helt i tråd med den dobbelthed, der ligger i poesi og kundskab. Der er oversigtskort (som kunne være fotograferet i et gåsetræks-perspektiv), og der er poetiske collager, hvor Tommeltot (som Niels Holgersen kaldes af gæssene) optræder i fotografier af den svenske natur.

Nogle dyr er tegnet ”med spids blyant”, andre er stiliserede som gæssene, der altid er i flok. Illustrationerne følger på forbilledlig vis fortællingens dobbelte anliggende: Børn skal læse om Sveriges geografi og natur og kultur; men de skal tilegne sig kundskaberne i et poetisk sprog.

På tre forskellige måder er samspillet således stærkt mellem tekst og billeder. Æstetikken er forskellig, men i tre værker får begrebet ikonotekst en central betydning. Billederne spiller den største rolle i ”Muledrengen”, hvor også verbalteksten er ”tegnet”, mens verbalsproget har den største rolle i ”Niels Holgersens forunderlige rejse”. Med tanke på verberne som verbalsprogets varemærke, så er det klart, at når der skal fortælles en lang, episk beretning med fakta og fiktion i samme tekst, så må verbalteksten fylde her.

Hos ”De vilde svaner” er verbalsprog og illustrationer også umulige at skille fra hinanden. De pergamenttynde sider med henholdsvis tekst og illustrationer viser ikonotekstens særlige affordans: Alt hænger sammen i denne fortælling.

I rejsen mod lykken og det gode liv følges Muledrengen, Niels og Elisa godt og smukt på vej af hver sin helt særlige balance mellem tekst og billede.

  1. Folkeeventyr og den andens perspektiv og hovedpersonens udvikling

”Når man læser bøger, bliver man klog på en smuk måde.” Dette citat af Nina Christensen, leder af center for Børnelitteratur kan stå som eksponent for det teoretiske bagland for denne artikel. Her finder man  Castano og Kidd, der med Theory of Mind har gjort det klart for mange, at: ”Læser man bare 10-15 minutter god skønlitteratur øges ens evne til at forstå andre menneskers tanker og følelser. Noget som kan gøre os til mere empatiske og bedre fungerende mennesker,” som det lyder i deres udlægning.  Naturligvis er K.E: Løgstrup en vigtig stemme, når det gælder svaret på, hvorfor man skal læse litteratur. Han skriver: ”Vil man arbejde filosofisk kan ens tænken kun blive virkelighedsnær, og man kan kun undgå en tænken i opstillinger, i overtagne skemaer, hvis man rekurrerer til litteratur. Det er min erfaring, og jeg vil aldrig nogensinde gå fra det”.[6]

Rita Felski, litteraturprofessor der er tilknyttet et Niels Bohr-projekt ved Syddansk Universitet, har næsten samme udsagn: ”Jeg tror på, at litterære værker er vigtige – og pokkers effektive aktører i de store politiske, sociale og fysiske netværk., vi kalder virkeligheden. De er en del af vores verden og hverdag, vores fortid og fremtid. De har en stor indvirkning på os som sociale væsner – de henrykker, uddanner, chokerer og opdrager os – og dermed også de sociale rum og sammenhænge, vi færdes i.”[7]

Empati og forståelse for andre får man, når man med Nussbaums begreb  kan se med ”the inner eye”. Man behøver ikke følge strømmen, man kan vælge en anden løsning. I Martha Nussbaums bog ”The new religious intolerance”, spørger hun (og forsøger at give et svar herpå), hvorledes man som borger i et multikulturelt samfund får givet rum til tolerance overfor andre grupper. Det kunne være religiøse grupper (Nussbaum er især optaget af antisemitisme og jødernes særlige stilling), men det kunne også være tolerance overfor alle, der er ”anderledes” end flertallet. Indblik i og forståelse for andres liv, følelser og værdier kan man få gennem litteraturen, siger hun.

Således vil de tre værker nu blive kommenteret set i lyset af hvorledes de viser ”den andens perspektiv” og samtidig vil der være eksempler på identitetsdannelsens selvværd, selvtillid og selvagtelse, som Axel Honneth (og Alexander von Oettingen) arbejder med.

  1. ”Muledrengen” af Øyvind Torseter.

I folkeeventyret ”Trolden uden hjerte” får hovedpersonen en laks, en ulv og en due til hjælp. Her hos Torseter rider Muledrengen afsted på en skabet Jolly-Jumper-agtig krikke, der ikke er særlig motiveret for at yde en helteindsats. De drager dog afsted og får en saxofon, de finder, med på vejen. Siden møder de en elefant, som Muledrengen redder, da den har fået snablen i en træstub, og der er mange dyr, der hjælper Muledrengen, da troldens hjerte skal findes. Hesten, ulven og blæksprutten hjælper alle til. Gennem Torseters eventyr er Muledrengen altid klar til at hjælpe. Han har ingen bagtanker, han forventer ikke løn for sin hjælpende indsats, men alle dyrene siger det samme: Får du brug for hjælp, så tænk på mig. Så er jeg der.

Hesten er ikke nogen helt, thi da Muledrengen når til fjeldet, hvor trolden bor, så tilbyder den at vente ved foden af bjerget. ”Det er nok bedst, jeg bliver her og holder vagt, men hvis du virkelig kommer i knibe, så tænk på mig af alle kræfter, så kommer jeg.” Og lige kort efter tilføjer hesten: ”Men kun hvis der er krise, altså”. Den skal ikke risikere noget. Muledrengen går derimod frejdigt ud i verden i det (for andre at se) nytteløse projekt for at redde sine brødre.

Muledrengen ser det som sin opgave at redde brødrene. Uden bagtanker går han ud i verden med de hjælpemidler han nu engang har: Sit gå-på-mod, sin medfølelse og omtanke for andre og med en ukuelig tro på, at det nok skal gå. Hans vigtigste menneskelige egenskaber er, at han ikke gør noget for egen vindings skyld, netop derfor får han prinsessen og god musik fra saxofonen med på rejsen. Netop derfor hjælper andre ham.

Muledrengen viser et menneske, der har en høj grad af selvværd. Han hviler i sig selv, stiller aldrig spørgsmålet, hvorvidt han gør det rigtige, thi han er drevet i en retning, der vises af hans eget indre etiske kompas, der pålægger ham at befri brødrene, også selv om de helt sikkert har været arrogante og drilske i hans barndom.

Selvtilliden har han med sig. Nok får han faderens eneste tilbageværende hest, der er nervøs og pylret, men han klynker ikke. Han rider afsted, og da han mødes med trolden ruller han roligt soveposen ud for at tilbringe natten i ly under troldens seng. Jeg klarer mig, tænker han.

Selvagtelsen følger Muledrengen. Han ved, han er sådan én, der redder sine brødre. Han holder ord, han dræber ikke ulven, der tigger om mad, han går op på fjeldet og finder trolden.

Nyfortolkningen har samme etiske normer som folkeeventyret. Med nysgerrighed, entusiasme og medfølelse og omtanke for andre, så får man et godt liv. Når man ikke sætter sig selv først, så finder man lykken: ”Og så levede prinsessen og Muledrengen stort set lykkeligt til deres dages ende.”

  1. ”De vilde svaner” af H. C. Andersen og Lars Gabel.

Elisa har kun tanke for sine brødres ve og vel. Hun plages ikke af forfængelighed, selv om alt i naturen hvisker om hendes godhed og skønhed. Hun sørger over brødrenes skæbne. Derfor tøver hun ikke, da hun får at vide, at hun kan væve reddende panserskjorter af brændenælder til sine brødre: ”Med de fine hænder greb hun om de hæslige nælder. De var som ild; store vabler brændte de på hendes hænder og arme, men gerne ville hun lide det, kunne hun frelse de kære brødre. Hun brød hver nælde med sine nøgne fødder og snoede den grønne hør.”

Bag H. C. Andersens ”De vilde svaner” er et folkeeventyrforlæg: ”De elleve Svaner”, der er udgivet i en samling folkeeventyr af Mathias Winther fra 1823.[8]

Folkeeventyret har en sidehistorie, hvor Elisa, der også her bliver gift med en konge, føder to børn, der forbyttes til to hundehvalpe, men ellers er det samme redningsaktion, der sættes i værk i de to fortællinger. Hos H. C. Andersen er Vorherre (ikke Gud, men Vorherre) en følgesvend for Elisa i hendes prøvelser. I ”De vilde svaner” er det ikke blot Elisa, der er selvforglemmende og kun tænker på at redde brødrene. Også de vilde svaner (og især den yngste, sådan er det jo i eventyr) har tanke for Elisa. Da de skal flyve over det store hav, flyver den yngste svane som solskærm over Elisa, der bæres af de øvrige ti brødre.

Elisa har en grundlæggende selvtillid, thi hun tvivler ikke på, at hun kan løse opgaven med at væve panserskjorter. Selvtilliden og selvværdet kommer af hendes medfødte omtanke for andre. Netop fordi hun ikke har tanke for egen skønhed og kraft, så har hun goodwill fra naturen. Skrubtudser og trolddom kan ikke ramme den, der har et rent hjerte. Det er moralen. Elisas selvagtelse er bundet på hendes etiske kompas: Mine brødre betyder alt for mig, jeg må udholde smerte og arbejde hårdt, så de bliver reddet.

Nyfortolkningen hos H. C. Andersen har en anden sproglig stil end folkeeventyret hos Mathias Winther, men det er samme morale, der fortælles: Det koster smerte og kræfter at redde andre, men kun således redder du dit eget livs værdi.

  1. ”Niels Holgersens forunderlige rejse” af Selma Lagerlöf, Tore Leifer og Helle Frøsig.

I ”Niels Holgersens forunderlige rejse” er  hele bogen præget af Niels Holgersens udviklingshistorie fra dreng til mand. Han går fra at være doven og uduelig og ond og tankeløs til at være en betænksom ung mand, der har øje for andres lykke og ve og vel. Han lærer af dyrene, der altid hjælper hinanden, når der er behov for det. Han lærer at være taknemmelig, og han lærer at se verden, fra den andens perspektiv. Til slut tænker han: ”Når jeg kommer i vanskeligheder en anden gang, sagde han til sig selv, så vil jeg huske på det her. Jeg vil tænke på, at jeg ikke behøver gøre noget grimt og forkert, hverken mod mig selv eller andre. Der er altid en tredje udvej, bare man kan finde den.”

Da han undervejs kommer til en hytte, hvor der blot står en faldefærdig ko tilbage i stalden, mens bondekonen ligger død af arbejde og alderdom på køkkengulvet, så træder Niels Holgersen i karakter som et omsorgsfuldt menneske: ” ”Han var ikke længere bange for hende. Han var bare så ked af, at hun havde måttet leve sin alderdom i ensomhed og længsel. Nu ville han i det mindste våge over hende denne nat.”

Forfatterstemmen, der som ”forfatter-der–vender–hjem-til-sin-fødegård” også har en rolle under Niels Holgersens rejse, citeres her: ”Hun havde sagt til ham, at hvis han fortsatte på samme måde med at hjælpe dem, han mødte, så kunne det ikke ende helt galt med ham.”

Det er folkeeventyrenes morale, der kommer til udtryk her. Alle er afhængige af andre, ingen kan klare sig selv her i verden. Dyrene hjælper hinanden, de passer på hinanden, og de sørger for, at ingen bliver efterladt. Akka fra Kebnekaise, førergåsen, har også et særligt forhold til ørnen Gorgo, der ellers kunne have været gæssenes fjende. Akka er parat til at redde Gorgo fra indelukket på Skansen: ”Man må sige om ørne, hvad man vil. Men de er mere stolte og frihedselskende end andre dyr, og det går ikke at holde dem i fangenskab. Ved du hvad, jeg foreslår? Jo, så snart du har hvilet ud, rejser vi to sammen ned til det store fuglefængsel og befrier Gorgo.” Niels Holgersen havde dog selv taget affære og sørget for, at burets tremmer blev ødelagt, så Gorgo var fri.

Niels Holgersens selvtillid er stor, men hans selvværd som 14-årig dreng er ikke stor. Han har brugt sine dage på at mishandle dyr, modsige sine forældre og plage alt, der kom i hans nærhed, så da han bliver forvandlet til en lille nisse har han ingen goodwill hos hverken kat eller ko på gården.

Niels Holgersens rejse er en udviklingsrejse, der viser, hvordan en dreng bliver til mand, og derfor er det hans selvværd og selvagtelse, der bliver etableret gennem rejsen.

Når han gang på gang bliver udfordret i forhold til sin egen individuelle lykke i konflikt med fællesskabets lykke, så vælger han under rejsen at være en del af det fælles fremfor udelukkende at fokusere på sig selv. Han redder den hvide gase i flere omgange, han klarer at befri ørnen Gorgo, han vælger at beskytte jernværket mod bjørnens krav om at brænde det af. I det hele taget bliver Niels Holgersen et betænksomt og omsorgsfuldt menneske, der kommer hjem som en mand, der kan tage ansvar for såvel gård som sine forældre.
De indlagte sagn og fortællinger støtter op om denne morale: Man må kæmpe for fællesskabet frem for at gå efter egen vinding.

Selvværd, selvtillid og selvagtelse er grundlæggende for et godt liv. Når man mødes med mistillid, med mistro og magt, så har de tre begreber ringe kår. Elisa, Niels og Muledrengen går alle ud i verden med selvtillid. Først og fremmest er det dog ukueligheden, nysgerrigheden, den innovative tilgang til udfordringer og kampgejsten, der præger de tre.

De er sig ikke bevidst, hvorfor de tager de valg, de gør. Det er en del af deres ”lykke”, at de ikke arbejder strategisk for at opnå noget. De handler ud fra et etisk normsæt, der lyder som Kants kategoriske imperativ: ” Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning.”

Her i litteraturen kan man følge Niels, Elisa og Muledrengen gennem de svære prøvelser. Man kan følge dem, helt uden selv at kæmpe mod virkelig trolde, hekse eller bjørne, man skal blot give sig ind i fiktionen og læse bøgerne.

Rita Felski siger om litteraturlæsning: ”Litteraturen er så vidunderlig og vigtig en størrelse. Den er udfordrende, uddannende, underholdende, overraskende og så er den i kontakt med verdener, som dens læser ofte kun kan drømme om. Litterære tekster er stadig den mest direkte vej ind i andre virkeligheder”, og videre: ”Du åbner en bog, og straks sendes du til middelalderens England, ud på et dampskib i Amazonas, Brasilien, eller ind i menneskelige kroppe og bevidstheder, du ellers aldrig ville have adgang til. Litteratur er uden tvivl den ældste og mest forunderlige form for virtual reality.”

  1. E. Løgstrup og Martha Nussbaum vil give hende ret: Gennem bøger kan man leve andres liv, få del i andres dilemmaer og møde udfordringer, der kan give perspektiv på ens eget liv.

 

  1. Folkeeventyrene viser mennesket fremfor krysteren

Astrid Lindgrens Jonatan Løvehjerte udtrykker moralen i (næsten) ethvert folkeeventyr: ”Men då sa Jonatan att det fanns saker som man måste göra, även om det var farligt. «Varför då», undrade jag. «Annars är man ingen människa utan bara en liten lort», sa Jonatan.”

Folkeeventyrenes hovedpersoner sidder aldrig hjemme ved grødfadet og udtænker strategier for lykken, de går derimod som Elisa, Niels og Muledrengen trøstigt ud i verden, hvor de handler på det udfordringer, de møder.

Prøverne og prøvelsernes tid repræsenterer mange udfordringer i menneskers liv; men altid står kampen mellem det sikre og kendte over for det usikre og den ukendte verden. Enhver helt vælger at ride mod bjergene, ud i den vilde skov eller at kaste sig på ryggen af den nærmeste gås. De handler. Kun gennem handling bliver de til hele mennesker med selvagtelse, selvtillid og selvværd. Aristoteles siger i den Nikomacheiske Etik således: “For de ting vi skal lære, før vi kan gøre dem, lærer vi ved at gøre dem. For eksempel bliver mænd murere ved at mure og lyrespillere ved at spille lyre. På samme måde bliver vi retfærdige ved at handle retfærdigt, mådeholdne ved at handle mådeholdent og tapre ved at handle tappert”

Datidens tekster har fortsat en plads i nutiden. Der er brug for robuste mennesker med hjertet på rette sted og med mod til at handle ud fra Jonatan Løvehjertes ord om selvagtelse. Der er brug for Elisa, der har omsorg for sine brødre, der er brug for Muledrengen, der følger sin pligt til at redde brødrene og der er brug for Niels, der vælger fællesskabet ve og vel frem for udelukkende at være sin egen lykkes smed.

Når de tre værker: ”Niels Holgersens forunderlige rejse”, ”De vilde svaner” og ”Muledrengen” kan læses i nutiden, så er det i høj grad en fortjeneste, der kan tilskrives den adaptation, der er sket i form og indhold. De multimodale tekster i disse tre udgivelser har med ikonotekst-begrebet en henvendelse til læseren, der er nutidig, og som gør indholdet relevant.

Sprogligt er der sket en bearbejdning med skarpere fokus og mere koncentration hos Niels Holgersen, der er en remediering hos Muledrengen, der med humor og selvironisk distance giver ”Trolden uden hjerte” et helt nyt liv, og for Elisa er det den æstetiske nydelse i Lars Gabels illustrationer, der nok engang kan glæde en læser af H. C. Andersens smukke og poetiske sprog.

Det gælder i særklasse her: ”Når man læser bøger, bliver man klog på en smuk måde.”

Tak til Fondet for Dansk- norsk samarbejde, Lysebu, der har givet rum og ro til udarbejdelsen af denne artikel.

  1. Litteraturliste

De tre hovedværker:

Andersen, H.C og Lars Gabel: De vilde svaner, Carlsen 2014

Lagerlöf, Selma, Tore Leifer og Helle Frøsig: Niels Holgersens forunderlige rejse,  Vandkunsten 2014

Torseter, Øyvind: Muledrengen, Høst og søn,  2015

Faglitteratur:

Aristoteles i den Nikomacheiske Etik, bog 2, kapitel 1.

Bugge, David: Løgstrup og litteraturen, Klim 2009

Christensen, Bodil: ”At læse er at se”, i Billedromaner i brug, Dansklærerforeningen 2007 Christensen, Nina: ”Om børnelitteratur, tekstbegreber og vurderingskriterier”. Et Nedslag i børnelitteraturforskningen 9, Roskilde Universitetsforlag, 2008

Handesten, Lars: ”Litteraturhistoriens didaktik” in Litteraturens Byrde. 2001, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg

Nussbaum, M. C. (2012). The new religious intoler- ance, overcoming the politics of fear in an anxious age. The Belknap Press of Harvard University Press.

Oettingen, Alexander von og Niels Buur: ”Medborgerskab og folkeskolen”, i Ove Korsgaard (red.) ”Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse.”, Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag, 2004

Oettingen, Alexander von: Dannelse der virker, Klim, 2011
Tønnesen, Elise Seip og Agnes-Margrethe Bjorvand: ”Teoretiske perspektiver på tekster, medier og lesere”, i Jakten på fortellingen,  Universitetsforlaget 2014

Links:

http://www.kb.dk/da/nb/materialer/e-ressourcer/klassikerdefinition.html

http://andersen.sdu.dk/studie/svaner/par/winther.html

http://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-forskning-laes-en-god-bog-og-bliv-et-bedre-menneske

http://issuu.com/gentoftebibliotekerne/docs/hvadskaberenlystlser http://videnskab.dk/kultur-samfund/ny-forskning-laes-en-god-bog-og-bliv-et-bedre-menneske http://videnskab.dk/kultur-samfund/borneboger-skildrer-en-utryg-verden http://barnebokinstituttet.no/artikkel/1372/en-fanfare-bildeboken-som-kunst

https://www.information.dk/kultur/2016/06/litteratur-pokkers-effektiv-social-aktoer

https://videnskab.dk/kultur-samfund/professor-skal-udforske-hvordan-litteratur-paavirker-os

Artikler:

Politiken; Verdenskendt filosof: ”Kære europæere, I smadrer jo de værdier, jeres kontinent står på”, 20.10 – 2013

Kristeligt dagblad 30.11 2011: ”Fra forskning til folket”

Information 11. August 2012: Martha Nussbaum og den nye religiøse intolerance

”Til sidst var hun blevet så træt af det hele, at hun sagde til sig selv: Det her duer du ikke til. Sæt dig ned og digt eventyr og historier som du plejer. Og lad en anden skriv den her bog, som skal være lærerig og alvorlig, og hvor der ikke må stå et eneste usandt ord.”

(Niels Holgersens forunderlige rejse”, p. 301)

[1] http://www.kb.dk/da/nb/materialer/e-ressourcer/klassikerdefinition.html

[2] http://www.kb.dk/da/nb/materialer/e-ressourcer/klassikerdefinition.html

[3] Litteraturens byrde,  Weinreich & Handesten, Roskilde Universitetsforlag, 2001

[4] Niels Holgersens forunderlige rejse, Tore Leifers efterord, Vandkunsten 2014, p. 371

[5] Tønnesen, Elise Seip og Agnes-Margrethe Bjorvand: ”Teoretiske perspektiver på tekster, medier og lesere”, i Jakten på fortellingen,  Universitetsforlaget 2014

[6] Fra en diskussion mellem Løgstrup og Jens Kruuse (se nærmere oplysninger om verifikationen af denne diskussion p. 36 i David Bugge: Løgstrup og litteraturen)

[7]https://www.information.dk/adblock?return=https://www.information.dk/kultur/2016/06/litteratur-pokkers-effektiv-social-aktoer

[8] http://andersen.sdu.dk/studie/svaner/par/winther.html

Udgivet i Medlemsbladet Klods Hans | Kommentarer lukket til Nordiske tekster i datid og nutid: Niels, Elisa og Muledrengen

Formandsvalg 2018

Lis Andersen:

Ved generalforsamlingen den 15. marts takker jeg af som formand for Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark, og forlader bestyrelsen. Det er i utide og skyldes et nyt arbejde. Jeg gør det imidlertid med stor sindsro, da Bjarne W. Andresen stiller op til posten. Han har været en stor støtte og en del af ledelsen gennem det forgangne år. Et spændende år, i en turbulent tid, hvor Selskabet vokser og udfordringerne ditto. Tak til bestyrelsen og samarbejdspartnere for det forgangne år og god vind fremover!

Jeg vil fortsat være tilknyttet redaktionen af bladet Klods Hans.


Bjarne W. Andresen:

Som Lis skrev, stiller jeg op til formand. Jeg har siddet i bestyrelsen siden 2015. Det seneste år har jeg været næstformand. I Selskabet har jeg især lagt en indsats omkring hjemmeside, Facebook, Klods Hans og cafemøder i Aarhus, hvor jeg bor. Desuden har det være vigtigt for mig, at bestyrelsen og de øvrige aktive arbejder godt. Vi er en gruppe meget forskellige mennesker med forskellige vinkler, og det er en stor styrke, når det spiller godt sammen.

Min uddannelsesmæssige baggrund er dels lærer, dels pædagog, dels master i børnelitteratur. Jeg arbejder som støttepædagog på en folkeskole tre dage om ugen og kan dyrke min interesse for børnelitteraturen den resterende tid. Jeg har netop haft 15 års jubilæum som boganmelder på hjemmesiden Pædagogen, som tidligere hed JAGOO. Siden 2009 har jeg også været litteraturredaktør på Pædagogen.

Udgivet i Arrangementer | Kommentarer lukket til Formandsvalg 2018

Forslag til generalforsamlingen: Vedtægtsændringer

ParagrafFra Bjarne W. Andresen har vi modtaget følgende to forslag til vedtægtsændringer:

(Bjarne W. Andresen er næstformand i Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark, og bestyrelsen støtter forslaget enstemmigt.)

Forslag 1: Ekstraordinær generalforsamling

Der er i øjeblikket ingen regler for, hvordan vi indkalder til ekstraordinær generalforsamling.

§ 8 Ekstraordinær generalforsamling

Jeg foreslår en tilføjelse:

Der indkaldes med brev eller anden direkte henvendelse med mindst 1 måneds varsel. Afgørelser på en ekstraordinær generalforsamling træffes på samme vilkår som ved ordinær generalforsamling.

Forslag 2: Formandsvalg

Jeg foreslår, at det er bestyrelsen og ikke generalforsamlingen, der vælger formanden. Det sikrer, at der er større opbakning til formanden i bestyrelsen. Desuden vil det give en bedre fordeling af poster i bestyrelsen, fordi den ene post ikke er fastlagt inden konstitueringen.

§ 3 Bestyrelsen

Jeg foreslår, at første sætning ændres til:

Bestyrelsen består af 10 medlemmer, inklusiv formand.

og at sætningen “Formanden vælges på generalforsamlingen” fjernes.

§ 3 punkt 2

Jeg foreslår hele punktet ændret til:

Valgperioden er toårig. Der er ingen begrænsning på antallet af valgperioder. Hvert år er fem på valg, men hvis bestyrelsesmedlemmer har forladt bestyrelsen inden valgperiodens udløb, er deres suppleant på valg ved førstkommende generalforsamling. Hvis der vælges mere end fem bestyrelsesmedlemmer, vælges medlemmer med færrest stemmer dog kun for et år. Den nye bestyrelse træder i funktion umiddelbart efter valget.

(Noget af ændringen er blot en nedskrivning af gældende praksis.)

§ 3 punkt 3

Jeg foreslår punktet ændret til:

Bestyrelsen vælger formand, næstformand og kasserer af sin midte og kan eventuelt konstituere sig med et forretningsudvalg og andre arbejdsgrupper, hvis beføjelser aftales af bestyrelsen.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 6 medlemmer er til stede. Ved beslutninger mellem bestyrelsesmøder skal 6 medlemmer være enige.

§ 7 Generalforsamling

Jeg foreslår, at punktet om valg af formand (dagsordenpunkt 7 a) udgår.

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Forslag til generalforsamlingen: Vedtægtsændringer

Forslag til generalforsamlingen: Bidrag til andre IBBY-sektioner

Fra Vagn Plenge har vi modtaget følgende forslag til generalforsamling 2018:

(Vagn Plenge er tidligere formand for Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark.)

“Generalforsamlingen ønsker at foreningen bidrager til hel eller delvis betaling af 1-2 andre IBBY-sektioners medlemskontingent. Hvilke(e) sektion(er) besluttes eventuelt i samråd med det internationale sekretariat.”

Begrundelse:

Fra min tid i IBBY’s EC (Executive Committee) ved jeg at der altid er nogle sektioner som har svært ved at betale deres kontingent, naturligvis især de fattigste, og som i sidste ende mister medlemskabet. Derfor har IBBY en “solidaritetsfond” som man kan indbetale til, hvorefter EC beslutter hvilke sektioner der skal have gavn af pengene – som imidlertid er særdeles få!

Nogle sektioner foretrækker at støtte en anden sektion direkte, fx støttede IBBY Sverige Cambodias gennem flere år; men har (mig bekendt) ikke længere råd til det. Fordelen ved direkte støtte kan sammenlignes med et faderskab: Man kan fx udveksle nyheder om hvordan det går, og besøge hinanden. Jeg vil konkret foreslå at vi overtager svenskernes relation til Cambodia, da det er et land som det er sandsynligt at nogle af vore medlemmer vil besøge som turister, og jeg ved at foreningen dér er særdeles aktiv.

Hvis sekretariatet mener at Cambodia – eller en anden sektion – kun har behov for fx halvdelen af kontingentet, kan vi støtte også en anden sektion med halvdelen, fx Ghana. I øjeblikket er det en forlægger der betaler kontingentet af egen lomme, selvom det er landets Library Council der er den nationale sektion! Og der er jo gamle relationer mellem Danmark og Ghana.

Jeg tænker det vil falde i god jord hos medlemmerne at vi engagerer os på denne måde, og at interesserede iblandt dem kan få en direkte relation til kolleger o.a. i et land vi støtter.

Et kontingent i den billigste medlemskategori* koster 1.000 CHF – ca. 6.500 DKK. Det mener jeg vi har råd til efter de succesrige statusseminarer.

Venlige hilsener,

Vagn

*) Lande i kategori 8 (de fattigste)

  • Afghanistan
  • Armenia
  • Bolivia
  • Cambodia
  • Costa Rica
  • Cuba
  • Ghana
  • Haiti
  • Lebanon
  • Moldova
  • Mongolia
  • Nepal
  • Palestine
  • Rwanda
  • Uganda
  • Uruguay
  • Zambia
  • Zimbabwe
Udgivet i Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Forslag til generalforsamlingen: Bidrag til andre IBBY-sektioner

Fyraftensmøde om de brune og de hvide i børne- og ungdomslitteraturen

Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark ser på hvordan etnicitet fremstår og behandles i moderne børne- og ungdomsbøger den 11. april kl. 17-19 på Hovedbiblioteket i København.

(Klik på billedet til venstre for at få invitationen i pdf.)

  • Hvordan repræsenteres etnicitet i børnelitteraturen? Læser vi kun om problemer?
  • Kan/må/skal forfattere skrive om andre etniciteter end deres egen?
  • Cultural appropriation: må man ”stjæle” hinandens kulturelle arvegods?

Tid: 11. april kl. 17-19 2018
Sted: Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade 15. Gratis adgang. Tilmelding ikke nødvendig.

I panelet sidder:

  • Özlem Cekic, en af de første kvindelige minoritetspolitikere repræsenteret i Folketinget samt forfatter til børnebogs-serien om kurdiske Ayse, der selv vælger at gå med tørklæde, og senest til en omdiskuteret novelle i Læseraketten om omskæring af drenge.
  • Dorte Lilmose, pæredansk børnebogsforfatter, der i 2014 udgav og vandt Skriverprisen for Dræb eller dø om afrikanske børnesoldater, og herudover har skrevet diverse børnebøger om børn i eller fra andre lande og kulturer end den etnisk danske.
  • Nadia Mansour, Ph.D-studerende om hvordan minoritetskulturer og minoritetserfaringer er repræsenteret i ungdomsbøger. I sin afhandling definerer hun begrebet multikulturel litteratur og diskuterer fænomenerne ”synlige minoriteter” (udseende/farve), danskhed/andethed og den kulturelle blindhed i skolens rum.
  • Mira C. Skadegård, antropolog, filosof og postdoc på Aalborg Universitet, hvor hun
    netop har indleveret en Ph.D om strukturel hverdags-diskrimination i en dansk kontekst med fokus på diskrimination af mennesker på baggrund af køn, religion, sociale tilhørsforhold m.v., særligt i relation til spørgsmål om magt, ulighed, inklusion/eksklusion.

Mødeleder: Ahmad Mahmoud, forfatter og debattør med dansk-palæstinensiske rødder. Skildrer i Sort land sin opvækst i indvandrerghettoens patriarkat.

Vel mødt! Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark

Udgivet i Arrangementer | Kommentarer lukket til Fyraftensmøde om de brune og de hvide i børne- og ungdomslitteraturen

Indtryk fra statusseminar 2018

Fredag den 20. januar 2018 holdt vi vort tredje årlige statusseminar om tendenser i tidens børnelitteratur og et tilbageblik på året, der gik; denne gang året 2017.

Arrangementet var på Biblioteket på Rentemestervej i København.

Program, litteraturlister og deltagerliste kan læses her. Slides kan hentes nedenfor under billederne af de enkelte oplægsholdere i det omfang, oplægsholderen har frigivet dem til deling.

Efter fotokavalkaden kan man kommentere på årets statusseminar og give ønsker til næste års program og dele ideer til, hvordan vi får udlevet vores drøm om at holde statusseminar flere steder i landet.

Ayoe Quist Henkel, lektor ved læreruddannelsen i Silkeborg VIA UC og ph.d i børnelitteratur: Om børne- og ungdomslitteraturens æstetiske udvikling i et digitaliseret og medialiseret tekstlandskab.

Ayoe Quist Henkels slides kan hentes her som power points.

Jens Raahauge, medlem af komiteen for Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris: Om årets nordiske børne- og ungdomsbøger.

Jens Raahauges slides kan hentes her som power points.

Caroline Sehested, leder for Afdeling Læring, Helsingør Kommunes Biblioteker: Om årets billedbøger.

Caroline Sehesteds slides kan hentes her som pdf.

Anne-Mette Hermansen, konsulent for de pædagogiske læringscentre: Om årets Læse Let-bøger.

Anne-Mette Hermansens slides kan hentes her som pdf.

Frokostpausen var lavet ekstra lang, for at deltagerne kunne netværke og møde oplægsholderne med bedre mulighed for at stille individuelle spørgsmål. Samtidig gav det mulighed for at deltage i ferniseringen af Into the Wind, som er en udstilling af nordiske børnebogsillustrationer.  Tine Gardsdal fra Biblioteket på Rentemestervej i København bød velkommen.

Derefter fortalte Ulrike Nickel fra Kulturkind Berlin om udstillingen og gik med interesserede deltager rundt og svarede på spørgsmål.

Felix Paulsen, ph.d-studerende: Om årets grafic novels og tegneserier.

Kontakt gerne Felix, hvis du ønsker at vide mere: felixkpaulsen@cc.au.dk eller arbejdshjemmeside.

Lise Jæger (tidligere medlem af bestyrelsen) gik på talerstolen og fortalte om masteruddannelsen i børns litteratur og medier, (tidligere masteruddannelsen i børnelitteratur) og om, hvordan det er at være studerende.

 

Peter Bay Alexandersen, illustrator og Kim Leine, forfatter: Om samarbejdet om Skovpigen Skærv. Interviewer: Eline Mørch Jensen, redaktør, cand.mag og master i børnelitteratur.
På statusseminaret var der rig mulighed for at tale med både de øvrige deltagere og med oplægsholderne. Her benytter Stine Josefine Dige (modtager af Klods Hans-prisen 2015) lejligheden til at få signeret Skovpigen Skærv af Peter Bay Alexandersen og Kim Leine.

Elisabeth Gjerluff Nielsen, sanger, musiker, forfatter m.m.m.: Om sine børnelitterære forbilleder plus sange og historier fra sit personlige bagkatalog.

Elisabeth fik deltagerne op af stolene, helt bogstaveligt. De fik en dans til en eksklusiv koncert med smagsprøver fra det store bagkatalog. Her får dagens konferencier, Eline Mørch-Jensen, en svingom med Elisabeth.

Efter den allersidste dans takkede Eline af, og vi kunne trætte og mætte gå hjem.

Der blev flittigt taget noter i løbet af dagen. I år lykkedes det desværre ikke at få lavet optagelser af arrangementet, men der kommer en artikel om statusseminaret i det kommende nummer af Klods Hans.

 

Følg med her på siden www.ibby.dk eller på vores facebookside, så du modtager nyheder om det næste statusseminar, som i skrivende stund (januar 2018) tænkes afholdt i januar 2019.

Med disse ord siger Selskabet for Børnelitteratur tak til oplægsholdere, deltagere, teknikkere, samarbejdspartnere og alle andre, som har været med til at få statusseminaret til at blive virkelighed. Uden jer var det ikke blevet til noget.

Udgivet i Arrangementer | 3 kommentarer

Fra nostalgisk kærlighed til akademisk objektivitet

Kan man som voksen skrive et sagligt litteraturvidenskabeligt speciale om en kvindelig hovedperson, man har drømt om at være, da man var barn? Denne overvejelse måtte Camille Boelt Hindsgaul gøre sig, da hun valgte at skrive om Lene Kaaberbøls Katriona-trilogi.

 Af Camille Boel Hindsgaul. Billedmaterialet er venligst udlån af forlaget Alvilda.

Artiklen har været bragt i Klods Hans. Støt børnelitteraturen og modtag kvartalsbladet ved at melde dig ind i Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. Læs artiklen i sit oprindelige layout i pdf.

Fastelavn anno cirka 2005. Tolvårige Camille iført sort vest, hvid skjorte, sorte bukser og en blå kappe lavet af en gammel jakke, hvor ærmerne blev klippet af. Bag på kappen har hun selv forsøgt med blålig glimmertråd at brodere en stejlende hest. Kostumets ultimative højdepunkt holder hun mellem sine hænder: En sølvgrå kæphest med gule katteøjne, som hun fik lov at bruge sine sløjdtimer på. Hun er klædt ud som bredinari, og hun er ligeglad med, at ingen andre til fastelavnsfesten ved, hvad dét er.

Et rovdyr med katteøjne

Bredinarier stammer fra Lene Kaaberbøls Katriona-trilogi (1992-2000). De har en varieret række arbejdsopgaver i deres tjeneste for fantasy-landet Breda, men kan beskrives som en blanding af helbreder, grænsevagt, soldat, dommer og kurér. Deres vigtigste opgave er at binde landet sammen, så grænseegne og hovedstad ikke bliver fremmede for hinanden. De rider på heste, der glinser som sølv, og som reagerer voldsomt på menneskers følelser. Det er især disse heste, der tiltrækker Kaaberbøls hovedperson, Kat. I andet bind, Hermelinen, begynder hun selv at træne til at blive en del af bredinari-korpset.

En del af min dna

Jeg læste serien i 2004, og den har siddet fast i min fantasi siden. Scener fra vigtige øjeblikke, særligt i Kats uddannelse, har formet, hvordan jeg forestiller mig selv i lignende situationer. For eksempel når Kat endelig i midten af Isfuglen skal knyttes til sin første sølvhest, og det er meningen, at det skal foregå regelmæssigt over en uge med en bestemt opgave hver dag. Jeg har ofte arbejdet helt op til det yderste af mine deadlines, og det har hjulpet at tænke på Kat, som efter tre dage ikke engang har kunnet begynde den første opgave, men alligevel, gennem desperation og stædighed, til sidst når at blive knyttet til hesten.

Kvindelige krigerhelte

Fra efteråret 2016 til sommeren 2017 gik jeg på en masteruddannelse i børnelitteratur i Dublin. Da jeg i foråret skulle beslutte mig for et specialeemne, valgte jeg kvindelige krigerhelte i fantasy, med særligt fokus på Keladry fra Tamora Pierces serie De Svages Beskytter (1999-2002), som jeg for nylig havde stiftet bekendtskab med, og så Kaaberbøls Kat. De to serier er udgivet tæt på hinanden og har en del fællestræk, der gjorde det oplagt at sammenligne dem. Begge beskriver hovedpersonens uddannelse og træning, begge hovedpersoner møder kønspolitiske uretfærdigheder, og begge udvikler vigtige forhold til heste. Der er selvfølgelig også forskelle mellem serierne, for eksempel i hvor høj grad hovedpersonerne kan siges at være krigerhelte i det hele taget. Keladry træner til at blive ridder, med alt hvad det traditionelt indebærer. Men Kat vil være bredinari, hvilket som nævnt primært tjener et formål som mægler og helbreder. Bredinari-uddannelsen indeholder dog obligatorisk brydning og fægtning, og filosofien omkring sidstnævnte udgør kernen af, hvad en bredinari skal have: balance. Og Kats kampgejst er vigtig for både plottets og hendes egen udvikling. Jeg vurderede derfor, at begge karakterer er krigerhelte, på trods af seriernes forskellige vægt på og attitude til kamp, vold og krigeretik. Som åbningen har antydet, vil jeg i denne artikel fokusere på mit arbejde med Kat.

Nervepirrende genlæsning

Uanset om man gør det for studiet eller for sjov, er det altid nervepirrende at genlæse en barndomsfavorit. Hvad hvis den pludselig er kedelig? Eller problematisk? Eller dårligt skrevet? Ville min øgede kritiske opmærksomhed som 24-årig litteraturstuderende ødelægge serien for mig? Eller ville jeg, omvendt, blive forblændet af nostalgi? Svaret på begge spørgsmål er: Nej. Tværtimod. Ved at gå mere i dybden end ”bare” den gode historie, kunne jeg bedre værdsætte, hvordan og hvor godt den gode historie var konstrueret.

I Bent Rasmussens Børne- og ungdomslitteratur fra 2005 er Kaaberbøl citeret for at sige:  ”Da jeg skrev [Katriona-trilogien], syntes jeg, [Kats voldelige temperament] var en lille smule sejt. I dag er jeg glad for, at jeg lader hende kæmpe med sit temperament, og at det kan være en svaghed at være voldelig” (79). Jeg oplevede en lignende retrospektiv glæde, da jeg genlæste serien. Selvom temperamentet er en definerende del af Kats personlighed, bliver den vold, hun tyr til, aldrig glorificeret. I stedet virker temperamentet som en rød tråd gennem især de første to binds plot, karakterudvikling og verdensopbygning.

I kamp mod sit temperament

I begyndelsen af Sølvhesten er Kat i en tilstand af fangenskab, der gør hende aggressiv. Hun kommer konstant op at slås med sin stedfar, og der er ingen umiddelbar vej ud, for i Breda er det ikke velset for en kvinde at forlade sin hjemegn. Samtidig kan mænd ikke eje jord, men må som oftest vandre fra sted til sted. Ganske få sider inde i Sølvhesten møder Kat dog et alternativ til det liv, Bredas kønspolitiske regler har besluttet for hende: En kvindelig bredinari, som rider rundt i landet og stadig bliver behandlet med respekt, ankommer til Kats hjem. Bredinarien Dorissa er endda i stand til at hidse stedfaderen ned, da han er midt i at slå Kat. Kats ambition om at blive bredinari hjælper hende altså ikke kun med at bekæmpe sit temperament ved at fjerne hende fra stedfaderen, erhvervet har netop kontrol af vrede og afvigelse af vold som kerneværdi.

I kamp for balance

Dette er endnu mere tydeligt i Kats træning i Hermelinen. Både fægteundervisningen og arbejdet med sølvhestene viser lærlingene nødvendigheden af at kontrollere deres følelser og opnå en tilstand af balance. Efter en række slagsmål med de andre lærlinge bliver Kat også gjort opmærksom på, at den balance kan bruges til at undgå vold helt, ikke kun til at være en bedre fægter eller rytter. Kat bliver ved med at slås gennem hele serien, men der er en tydelig udvikling fra vold som første, eneste mulige og alt for kraftfulde reaktion, mod velovervejet, afbalanceret vold som sidste udvej. Hvis man kun ser på disse observationer, kunne det se ud som om Katriona-trilogien handler om en ung, viljestærk kvinde, der bliver tæmmet. Det ville være problematisk på sin egen måde, men det er ikke tilfældet. I senere ridetimer bliver Kat bedt om at bruge sin vilje som en spore, og første gang hun når balancetilstanden i en fægtekamp, er det gennem, ikke på trods af, hendes stædige raseri. I stedet for at få uddrevet sit temperament fuldstændigt, lærer Kat at kanalisere det produktivt, så det bliver et værktøj, hun kan bruge som helt i stedet for en forhindring.

Kønspolitik

Ved at vise nødvendigheden af, at Kat kan rejse, for at hun kan vokse som person, sættes der spørgsmålstegn ved det legitime i Bredas kønspolitiske regler, og ved kønspolitiske regler i det hele taget. En lignende effekt har det, når skurken i de to første bind, Hermelinen, tiltrækker sine mandlige tilhængere med løfter om, at under ham kan de få et hjem i stedet for at vandre fra hus til hus resten af deres liv. Idéen i sig selv modtager empati fra både fortæller og hovedperson, men der tages afstand til Hermelinens voldelige metoder. På den måde bliver Kat og Hermelinen parallelkarakterer, der viser, at både mænd og kvinder kan drage fordel af både at rejse og af at have et hjem. Dette er en inkluderende idé, der taler for en nedbrydning af barrierer i forhold til, hvad det forventes, at mennesker kan og ikke kan, må og ikke må, baseret på deres køn. Det er dog vigtigt også at observere, at ved slutningen af Isfuglen har der endnu ikke været nogen større kønspolitisk revolution i Breda, selvom Kats egne holdninger har ændret sig.

Kritiske læsere efterlyses

I tiden mellem jeg var tolv og nu, har jeg mødt masser af venner, som udmærket ved, hvad en bredinari er, og som ønskede lige så brændende som jeg at uddanne sig til én. Endnu flere har givet sig til kende, når jeg har nævnt mit specialeemne i samtaler og på de sociale medier. Men når man leder efter kritiske kilder om Katriona-trilogien, er det nemt endnu engang at tro, at jeg er den eneste i hele verden, som bekymrer mig om disse bøger. At især den akademiske verdens møde med Kat og Breda og Hermelinen og sølvhestene ligger på mine skuldre. Jeg håber, der er andre opgaver og specialer og afhandlinger derude, som bruger bøgerne, men jeg har ikke kunnet finde dem. Det har været en udmærket drivkraft til at gøre det ordentligt, så de, der læser mit speciale, kan opdage, hvor meget der er at tage fat i i Katriona-trilogien og måske selv få lyst til at læse den.

På den måde kan nostalgisk kærlighed, i stedet for at hindre den, drive ønsket om god akademisk objektivitet.

Fakta

Lene Kaaberbøls, Katriona-trilogi består af Sølvhesten, Hermelinen og Isfuglen, der udkom 1992-2000 på Klematis. Nye udgaver på Alvilda.

Camille Boelt Hindsgaul, f. 1992, er BA i engelsk og har gennemført en M.Phil. i børnelitteratur fra Trinity College i Dublin, Irland, hvor hun bor og arbejder. Har gået på Brønderslev Forfatterskole og det treårige ForfatterGrundKursus, FGK, i Esbjerg. Debuterede i 2014 med romanen QUICK food på forlaget Fuglekøjen og har bidraget til flere novelleantologier. I sin fritid fægter hun for sit universitet og har repræsenteret Irland på landsholdet for studerende i 2015.

Udgivet i Medlemsbladet Klods Hans | Kommentarer lukket til Fra nostalgisk kærlighed til akademisk objektivitet

Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark, er kommet på Det Kongelige

IBBYs arkivalier er nu blevet indleveret på Det Kongelige Bibliotek, hvor de er vurderet bevaringsværdige og placeres i bibliotekets Håndskriftsamling. Den tidligere formand, Kirsten Waneck (86 – 89), har i første omgang påtaget sig det store arbejde at sortere materiale fra perioden 1964-1980.

For interesserede kan det oplyses, at man på hjemmesiden www.kb.dk, under menupunktet REX, kan indtaste Arkiv vedr. Selskabet for Børnelitteratur (Den danske sektion af IBBY) i søgefeltet. Her er det muligt at bestille arkivkasser til gennemsyn på læsesal. Bestyrelsen i IBBY afleverede i september materiale fra perioden 2000-2010 i Diamantens forhal. Det materiale vil også blive tilgængeligt på læsesal, når det er blevet registreret.

Efterlysning: Arkivmateriale fra 1980-1990 savnes

I IBBY er vi interesseret i at høre, om nogen skulle ligge inde med arkivmateriale fra selskabet. Materialet fra 1980-1990 er gået tabt i forbindelse med Skovlunde Biblioteks skimmelsvamp-renovering.

Fremover vil der kun være meget lidt fysisk materiale at indlevere til Håndskriftsamlingen, da selskabet nu stort set udelukkende benytter mailkorrespondance. Vi samler dog op på referater fra bestyrelsesmøderne, så de går ikke tabt. Desuden udkommer medlemsbladet Klods Hans jo stadig i fysisk form.

Bemærk:

Artiklen har været bragt i Klods Hans. Støt børnelitteraturen og modtag kvartalsbladet ved at melde dig ind i Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. Læs artiklen i sit oprindelige layout i pdf.

Udgivet i Medlemsbladet Klods Hans | Kommentarer lukket til Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark, er kommet på Det Kongelige

Mindeord om Aase Dilling Bredsdorff 1919-2017

Omkring årtusindskiftet kunne man på seminarer afholdt af Center for Børnelitteratur indimellem møde en ældre dame, der udstrålede en naturlig myndighed. Det var Aase Bredsdorff, der efter en lang karriere i børnebogens og biblioteksvæsnets tjeneste ikke havde mistet sin interesse for området, og som derfor gerne brugte en lørdag på at lære nyt. Denne vedholdende nysgerrighed er ikke det eneste ved Aase Bredsdorffs biografi, der indgyder respekt.

Af Nina Christensen, Center for Børns Litteratur og Medier

Artiklen har været bragt i Klods Hans. Støt børnelitteraturen og modtag kvartalsbladet ved at melde dig ind i Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark. Læs artiklen i sit oprindelige layout i pdf.

Interesserer man sig for børnelitteraturens historie, dukker Aase Bredsdorffs navn uophørligt frem i kilderne fra 1950’erne og frem. Mængden af debatindlæg, læserbreve, artikler, foredrag og pristaler viser en nutidig læser, hvor central en person hun var for børnebogen og udviklingen af børnebiblioteker. Vejen til denne position var en ret stejl karrierekurve: Som nyuddannet bibliotekar fik hun i 1944 sin første ansættelse og blev engageret i arbejdet med at styrke udviklingen og etableringen af børnebiblioteker. Endnu før hun fyldte 30, blev hun i 1948 udnævnt til souschef ved Københavns Kommunes Biblioteker. Da der i efterkrigstiden kom politisk fokus på kvaliteten af dansk børnelitteratur – dels fordi man frygtede dårlig indflydelse fra import af amerikanske udgivelser, dels fordi særligt produktion af billedbøger skabt af danske illustratorer var meget lav i efterkrigstiden – kom Aase Bredsdorff til at spille en stor rolle. Én politisk reaktion var etableringen af Kulturministeriets Børnebogspris, og Aase Bredsdorff fik sæde i det udvalg, der første gang uddelte prisen til Egon Mathiesen i 1954. Et andet politisk initiativ var nedsættelsen af et tværfagligt udvalg, der kom til at gå under navnet ”Det kulørte udvalg”, hvor Aase Bredsdorff repræsenterede børnebibliotekarerne. Et markant resultat af udvalgets arbejde var, at man igangsatte såkaldte børnebogskampagner til fremme for den gode børnelitteratur. Ikke overraskende blev Aase Bredsdorff en central person, først som menigt medlem i udvalget for Børnebogsugerne og i 1966 og 1971 som formand.

Med sit meget store engagement og sit organisatoriske talent drev Aase Bredsdorff børnebogspolitik. Fra 1957 og til 1981 var hun ansat først som konsulent og fra 1965 som biblioteksinspektør ved Statens Bibliotekstilsyn, og hendes efterhånden mange forskellige kasketter ledte da også i 1960’erne til kritik. Selv om det blev hævdet, at det var (for) snæver en kreds, der beskæftigede sig med børnelitteratur, er det set i bakspejlet bemærkelsesværdigt, hvor megen offentlig debat, der var om børnelitteratur i 1950’erne og 1960’erne, og hvor aktive formidlere, særligt lærere og bibliotekarer, var i diskussionerne.

Aase Bredsdorff delte gerne ud af sin viden som underviser og formidler. Frem til 1981 underviste hun i børnebøger og børnebiblioteker på Danmarks Biblioteksskole og skrev en lang række artikler om børnelitteratur. En bibliografi over hendes produktion i perioden 1948-1980 i bogen Børn, bøger, biblioteker. En hilsen til Aase Bredsdorff (1981) opregner 86 artikler, hvortil kommer en lang række anmeldelser i Bogens Verden, fx 41 anmeldelser af børnebøger i 1961. Titlerne på hendes artikler afspejler bl.a. kontinuerlige overvejelser over, hvad kvalitet er inden for børnelitteratur, et fokus på samarbejdet mellem skole- og børnebiblioteker, samt en stærk interesse for at børn i hele Danmark og hele verden skulle have adgang til bøger!

Det er derfor ikke overraskende, at Aase Bredsdorff spillede en væsentlig rolle for IBBY Danmark, Selskabet for Børnelitteratur. Under Besættelsen var hun involveret i modstandsbevægelsen som medlem af Frit Danmarks bibliotekargruppe, og i efterkrigstiden blev arbejdet med børnebøger og børnebiblioteker forbundet til ønsket om at skabe en mere fredelig og demokratisk verden. På Det Kongelige Biblioteks læsesal kan man i foreningens arkiver følge korrespondancen omkring IBBY Danmarks oprettelse i 1964, og Aase Bredsdorff sad som formand i perioden 1969-1972 og var i samme periode medlem af juryen for H.C. Andersen-prisen. I arkivkasserne ligger også fotodokumentation for de udstillinger af dansk børnelitteratur, hun var med til at etablere og vedligeholde i IBBY-regi.

Lægger man dertil, at Aase Bredsdorff var særdeles aktiv på børnebogsområdet i International Federation of Library Associations and Institutions (IFLA) tegner der sig billedet af en kvinde, der i høj grad havde ønske om, vilje til, mulighed for og ikke mindst evne til at præge, forandre og forbedre forholdene inden for det område, der havde hendes store interesse. At hun blev ved med at være opmærksom på alles ret til adgang til bøger afspejles af titlen på en af hendes sidste artikler: ”Indvandrerbørns biblioteksbetjening” (1980).

Da Aase Bredsdorff holdt tale for Egon Mathiesen ved uddelingen af Kulturministeriets Børnebogspris i 1954 sagde hun, at hans bøger kunne give børn gode eksempler, der kunne få dem til at lytte og forstå. Aase Bredsdorffs store og vedholdende engagement i børns bøger og adgang til litteratur er i sig selv et eksempel til efterfølgelse.

Litteratur:

Aase Bredsdorff: ”Egon Mathiesen”. I Børn og Bøger, nr. 3-4, 1954, s. 29-30

Anna Johansen: ”Aase Bredsdorff. En biografi.” I Inge Cramer (red.): Børn, bøger biblioteker. En hilsen til Aase Bredsdorff, 1981, s. 11-27

Mette Winge: ”Aase Dilling Bredsdorff”, i Dansk kvindebiografisk leksikon, http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/237/origin/170/

Udgivet i Medlemsbladet Klods Hans | Kommentarer lukket til Mindeord om Aase Dilling Bredsdorff 1919-2017